Racmeister

Teknologi, fremtid, samfund

Vil du gerne være en simulering i en computer?


Det er en sjov sport at lede efter tegn i tiden. Noget, der indkredser og indrammer den tid, vi er i, giver et centralt karaktertræk.

Sådan et tegn mødte jeg forleden, da jeg af et medie blev spurgt, hvordan jeg ser på muligheden for en dag at opnå “udødelighed” ved at overgå til at eksistere som en simulering i en computer. Meget af samtalen handlede om realismen i den slags. Sker det? Hvad skal der til?

Det bliver hurtigt en meget teknologisk og også værdiladet diskussion. Tror man på muligheden for at simulere en hjerne? Bevidsthed? Og er vi nær det, nogen af mine sjoveste meddebattører kalder “den såkaldte singularitet”?

Hvor “såkaldte” naturligvis er den virtuelle, emoticon-udgave af en finger, der langsomt roterer ved tindingen. Underforstået: Singulariten, altså det punkt i tiden, hvor en computer kan mere end et menneske, kommer ikke, og det er pip at tro på det.

Personligt er jeg – selv som ateist – i tvivl. Hvis man anerkender os som naturvidenskabelige fænomener, så må selv de dybeste tankeprocesser også være det. Og hvis de er det, så er der ikke meget grund til at tro, at de ikke kan simuleres. Spørgsmålet er, hvornår og hvordan. Og måske også om computerkraften nogensinde kan nå sådan et niveau.

Men det interessante spørgsmål og tanken i tiden var det, som står i overskriften herover. “Vil du gerne være en simulering i en computer?”

Spontant svarede jeg nej.

Tanken om at være et kropsløst fænomen inde i et stykke software er underlig. Hvem betaler for regnekraften? Dukker der pludselig Google-sponserede annoncer op midt mens man er i gang med at tænke over et eller andet?

Hvordan opleves den fysiske virkelighed? Og hvad hvis strømmen går eller computerens clock-frekvens bliver sat ned? Så går tiden langsommere eller ens liv går på pause som i en bærbar, der klappes sammen?

Men jeg må sige, at det er vildt at få dét spørgsmål for alvor, seriøst ment. Det var ikke sket for 10 eller 20 år siden – og det fortæller at vi virkelig er i en ny tid.

Reklamer

2 kommentarer

  1. Søren

    Det er jo et ret vildt spørgsmål! Jeg er jeg sidder og tænker på, om den simulering vil vide at den er mig? Og hvis der er en simulering – så kan der vil også være mange kopier af den samme simulering.. Og er de så alle sammen mig? Er en simulering – så kan der vil også være mange kopier af den samme simulering.. Og er de så alle sammen mig? Eller hvad?

    • Hvis vi accepterer at simuleringer er mulige, så er flere udgaver af dig vel også mulige – med mindre en eller anden snedig softwaremekanisme bremser for det.

      Ligesom flere mennesker i princippet kunne være den samme person (men aldrig vil blive det pga alle detaljerne i opvækst, oplevelser og omgivelser – uhoh tænk på forældede ideer som fx “Drengene fra Brasilien”)

      Ja, det er sgu vildt.

      Hvem betaler i øvrigt for den computerkraft, der går til at simulere os? Mere uh-oh.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: