Racmeister

Teknologi, fremtid, samfund

Dansk rumfart efter kapitel ét: Fremtidens lederskab i en crowdsourcet verden


Enhver andelsforening kender det: Slagsmålet om trappevasken på den årlige generalforsamling. Kælderafløbet. Vedligholdelsen af altanerne. Og de efterladte cykler i kælderen.

I Foreningsdanmark bør vi med en historik tilbage til 1860’erne efterhånden være meget skolede i, hvordan man holder generalforsamlinger, hvordan man arbejder sammen, hvordan man ikke lader følelserne løbe af med det hele. Sådan noget som at beslutninger på generalforsamlinger er bindende og skal respekteres, det bør være en del af vores DNA.

Alle foreninger har et mål og alle foreninger vil til alle tider diskutere, hvilken vej til målet, der er mest fordelagtig. Og om målet er det rette. Og om pengene rækker og hvor de skal komme fra. Og om, hvem som fik den gode idé (som alle jo har en flig af) og om, hvem som ikke fik den dårlige idé (som ingen vil kendes ved). For foreninger består af mennesker.

Vi er ca ti år inde i en ny tid (netværksalderen), hvor andelsforeningernes muligheder er blevet meget større og deres rækkevidde og gennemslagskraft stærkt udvidet. På grund af internettet.

Jeg har netop med en blanding af især ærgrelse, men også undren og endda en vis nysgerrighed ala dr. Lieberkind genlæst slagsmålet på ing.dk om Peter Madsens og Kristian von Bengtsons heroiske forsøg på at erobre rummet, sådan som det nu er faldet i det, amerikanerne kalder smithereens. Hvor mere eller mindre alle skyder på alle og ingen evner at få støvet til at lægge sig. Et gigantisk engagement fra utallige mennesker ophobet og under affyring.

At det kunne gå den vej var tydeligt – sagt uden at gå i detaljer – da Kristian forlod projektet efter konflikter med Peter, hvorefter Peter selv røg ud af projektet og et mere anonymt, men dedikeret hold ruller det videre med en noget lavere cigarføring. Og managementundervisere og andet godtfolk indtager scenen med deres ligegyldige run-of-the-mill kommentarer.

Personligt skal jeg vedgå at have en beskeden andel i projektets acceleration, idet jeg som daværende chef for ing.dk inviterede Peter og Kristian til at blogge. Det gjorde jeg, fordi deres projekt var vildt, men også fordi det var evident, at de to er enestående dygtige fortællere. Personligt har jeg oplevet Peter matche en amerikansk astronaut og fremragende taler på en scene – det er en unik evne at have.

Deres første indlæg startede smukt og derefter begyndte den mekanisme, der er berørt på denne blog at rulle.

I netværksalderen kan en andelsforening nemlig rulle på et brændstof af ”Crowd. Synlighed. Mennesker.” Det ved de alt om i Open Source-miljøet.

Og så længe man kan håndtere konflikterne, går det. En anden blogger på ing.dk – den globalt kendte programmør Poul Henning Kamp – har faktisk før blogs overhovedet fandtes begået en fin lille vejledning i at få en andelsforening (eller et Open Source-team) til at fungere, når alle vil bestemme farven på cykelskuret.

Læs den. Læs den igen. Læs den en gang til før du evt kommenterer på dette indlæg (hvilket du så efterfølgende skal være velkommen til).

Læringen af raketprojektet, hvor vi er nået til nu, er:

  • Man kan i netværksalderen engagere en eller flere størrelsesordner flere mennesker i et projekt end det har været muligt nogensinde tidligere.
  • Det betyder en helt ny størrelse potentiale (slagkraft).
  • Adgangen til teknologi og til at finansiere er demokratiseret.

Det betyder store nye muligheder (man kan bygge verdens største amatørraket), men også nye krav, hvis man skal lykkes.

Der skal i netværksalderen en helt anden model for samarbejde til. Hvis mejeristen på andelsmejeriet eller brugsuddeleren eller deres formand skabte utilfredshed, kunne han fyres og afsættes. Men hvis man vil flyve ud i rummet, så skal man både kunne rumme store personligheder, mange menneskers engagement og hyperkomplekse interesser.

Det kræver et helt nyt niveau af lederskab. Det kræver store personligheder, men måske også nogle usynlige ledere, som kan gå i skyggen af frontfigurerne og få tingene til at fungere.

Der skal være et højt mål, som alle der har selv det mindske hjørne af en personlig mening, skal kunne rette ind efter.

Den modenhed har vi efter 150 års andelsbevægelse ikke, den er sjældent set. Men vi bliver nødt til at få den, hvis vi vil i rummet baseret på frivillige, engangement, crowdfunding og gode historier.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: