Racmeister

Teknologi, fremtid, samfund

Fordomme om seniorer, statistisk påvist


Faldt forleden over dette oplysende stykke statistik.

The unemployment rate is lower for people in their 50s and 60s than younger workers, but once they lose a job it takes them a lot longer to find one. And even with the improvement in the economy, there has been little change since the worst of the recession.

The average unemployed 55- to 64-year-old who got a job last month had been out of work for more than 11 months, versus 6 months for the average 20- to 24-year-old.

In June of 2007, when the economy was still humming along, the gap was smaller: 5 months of job searching for the 55 to 64 year olds and 3 months for the 20-24-year-olds.

At the worst of the economic downturn, it took an average of 13 months for a 55- to 64-year-old to find work, versus 7 months for a 20- to 24-year-old and 9 months for those 25 to 34. “Basically, the older you are, the longer it takes,” said Steven Hipple, a Bureau of Labor Statistics economist who provided the data.

Læs selv på Reinvented in His 60s, After 26 Jobless Months – NYTimes.com (som er en historie om noget helt andet).

Det tager altså et års tid at få et nyt job, når man er post-54 (hvilket er tæt på at være min aldersgruppe).

Hvad mon forklaringen er? Det er jo erfarne folk med meget brede indsigter bygget op over mange år.

En ting er i hvert fald sikkert: Fordomsbilledet af den 54-årige, der i sit stille sind tænker at “jeg kun skal holde 6 år mere” og arbejdsgiveren, der tilsvarende fordomsfuldt tænker at “hun er gammel og sur og holder ikke længe, jeg frasorterer ansøgningen allerede i første hug”, det skal ændres. Folk skal kunne være aktive lige så længe de orker.

Hvad er det vigtigste initiativ, den enkelte “senior” kan tage for at bringe 12-månedersperioderne ned til ungdomsniveauet?

Reklamer

1 kommentar

  1. Erik Lyngsø-Petersen

    Problemstillingen får mig til at tænke på en af mine gode venner, der blev jobsøgende i en alder af 55 og ikke selv syntes, at han havde et problem med alderen. Han skrev en god ansøgningen, der indeholdt følgende lidt flabede argumentation (citeret efter hukommelsen): ” Hvis I synes, at min alder på 55 år er et problem, skal I vide, at jeg har i sinde at blive mindst 10 år yderligere på arbejdsmarkedet. Tænk lige over, hvor mange af jeres nuværende medarbejdere, der har være 10 år i samme jobfunktion. Vel næppe en eneste, gætter jeg på, så min alder skulle ikke være noget problem”. (Han fik i øvrigt ret hurtigt ansættelse som jobkonsulent i en nabokommune)

    Det er svært at generalisere, og mange andre faktorer end alderen indgår i ansættelsesbeslutningen, ved jeg af personlig erfaring. Men pointen her er, at det gerne er de unge og yngre, som ‘flakker’, hvilket er meget naturligt, fordi de er i færd med at bygge en karriere op. Mens de mere erfarne – læs ca. 55-årige – har fundet frem til deres kompetencer og sådan set ikke behøver at bygge videre på en stejl karrierestige (med mindre de promoveres eller headhuntes til en toppost), De bliver derfor på mange måder en stærkere faglig og mere ‘pålidelig ressource’ for virksomheden end den opadstræbende 30-40-årige, som man ikke rigtigt ved, om man har til næste år. .

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: