Fremtidens annoncering: Derfor vinder Google


Før den digitale disruption ramte mediebranchen, levede printmedier rigtig udmærket af annoncer.

Priserne var skønne: Det kunne sagtens koste kunden mange tusinde kroner at indrykke en annonce, som det måske rent teknisk kostede en tiendedel at trykke og sende ud, plus måske noget tilsvarende til lønninger og håndtering. Så altså – en ganske god forretning med et fint forhold mellem indtægt og udgift set med et medies øjne.

Printannoncering virkede i en eller anden grad, men det er altid et diskussionspunkt mellem pris og effekt. Hvor mange henvendelser gav en annonce? Hvor mange udklippede kuponer blev indsendt. Medierne dokumenterede med læsertal, hvor mange øjne, der potentielt kunne se annoncen og måske også noget med procent-forskellen mellem side 1,3,5-placeringer. Men til syvende og sidst var det en upræcis kundesituation, man måtte som kunde håbe på at annoncerne virker.

I den digitale virkelighed er noget af den samme diskussion, når vi taler bannerannoncer. Prisudviklingen hælder til det billigere og der er en mere direkte måling af effekt af annoncer i digitale medier, typisk noget med en afsluttende rapport til kunden med antallet af visninger og klik.

Som kunde vil man jo gerne vide, at det man gør, virker. Man vil vide, at man har ramt de rigtige personer med et interessant budskab.

I det digitale domæne kan man imidlertid gå langt videre. Man kan let lave A/B-test, dvs. lave to forskellige versioner af den samme annonce med f.eks. to forskellige overskrifter. Efter en vis procent visninger kan man så manuelt eller automatisk vælge den bedste overskrift.

Helt samme teknik bruges på mail-nyhedsbreve og på nyhedssider.

Men der kan granuleres endnu finere og mere nuanceret.

Google Adwords er gået ekstremt langt i den retning. Man kan som kunde oprette hundreder af søgeord og gruppere dem. Man kan oprette annoncetekster, som matcher grupperne af søgeord. Man følger live eksponeringen af søgeordene og kan se, hvad der er efterspørgsel efter i dag – hvilket man så kan tilpasse. Man har adgang via et dashboard. Man betaler no cure no pay, dvs. eksponeringerne er gratis, egentlige kunde-klik koster. Man bliver tilbudt konsulenthjælp med at øge effekten. Google tilbyder at oprette grupper ud fra de søgeord, man har indtastet, og Google tilbyder nye, relevante søgeord.

Det siger sig selv, at denne service er slagkraftig. Man er som kunde i total kontrol over, hvad man sender ud, hvornår man sender ud. Og Google er generøs med annoncepladsen. Man kan annoncere og få effekt for rene småbeløb. (Hvilket undertegnede har oplevet selv gennem et lille forsøg, hvor jeg for mindre end prisen var for en “bil til salg”-privatannonce i gamle dage i Berlingeren har fået langt flere eyballs og bedre respons).

Andre elektroniske kanaler, såsom Facebook arbejder med eksponering af indhold til brugere med bestemte profiler.

(Helt lignende kan iagttages ved rubrikannoncer. I stedet for at annoncere “bil til salg” og håbe, så ved man nu, i det digitale domæne, nøjagtigt, hvor mange som besøger annoncen og med en ret stor specialisering af medier til rådighed, kan man målrette ekstremt godt til de kunder, man ønsker at nå. I en futurisk virkelighed kan man forestille sig en AI-båret tjeneste, som hjælper med at optimere annoncen, foreslå bedst egnede kanal, måle effekt, vurdere om man har den rigtige pris osv.)

Selv om det er provokerende i medieverdenen at erkende, så er de udenlandske udbydere (læs Google og Facebook mfl.) kvalitativt ekstremt meget dygtigere end mange lokale medier og annoncenetværk. Det er derfor, Google fx har fjernet så meget omsætning fra danske medier. De leverer varen i en digital tid.

Hvad der springer i øjnene er, at det digitale domæne har øget efficiensen af annoncering dramatisk. There’s no turning back. Print kommer aldrig til at kunne levere det samme på præcision, dynamik, omkostningseffektivitet. Og klassisk online-annoncering med bannere og post mortem-rapporter klarer den heller ikke.

 

Elendig mobilhardware – det var aldrig gået i Nokias tid


En gang var det vist nok sådan ude på hedengangne Nokia, at ingeniørerne ved møder blev bedt om at kaste med deres mobiler og gerne ramme væggene hårdt. Målet var nemlig at fremstille mobiler, som var så solide, at de kunne overleve et almindelig hårdt liv ude hos brugerne.

Sådan er det som bekendt ikke længere.

Som læsere af denne blog ved, har jeg haft temmelig mange problemer med diverse såkaldte smartphones. De færreste holder ét år. Og da smartphones har det med at koste 2-3000 kr eller mere, kan man faktisk se det som en lejeudgift på mellem 200 og 500 pr. måned for at have adgang til et apparat (som i øvrigt spilder en masse af ens tid, men lad nu det perspektiv ligge til en anden gang).

Generelt kan mine erfaringer opsummeres således:

To Samsung telefoner så pæne ud, men glansen gik hurtigt af og begge døde, da jeg tabte dem og displayet knækkede. Og vurderingen var, at en udskiftning ville blive for dyr ift at telefonerne allerede var “gamle”.

En Google Nexus 5, som ved opgraderingen til Android 5.1 blev totalt ustabil og gik ned i tide og utide (læs tidligere blogindlæg). Dens hardware var faktisk bedre, men telefonen havnede i skuffen pga. Android.

Sony Xperia Z3 Compact. Lækker telefon. Lang batteritid. For meget bloatware som et minus. Meen værst: Tabt en gang, pling, glasset dødt og da Sony bygger touch direkte ind i displayet, bliver telefonen ubrugelig på den mindste revne. Display udskiftet, hvorefter touch kort efter blev ustabilt på områder af skærmen. Ny rep. Touch fungerer. Display popper løst ift. telefonens chassis. Ny rep. Display sidder fast, men ikke som da den var ny. Pt. i skuffen.

I mellemtiden under reparationerne kom Nexus’en frem igen. Og den tilbød upgrade til Android 6. Installerede og pling – telefonen stabil igen.

(Men først da “tryk to gange på off for at tænde kamera” blev slået fra. Telefonen vågnede ofte op med kameraet tændt. Med andre ord er tesen om såkaldt “prel” i knappen bekræftet. Da denne funktion var slået fra, var telefonen pludselig ret god og problemfri). (Og nej, jeg køber ikke hos Proshop igen. Telefonen blev jo af dem dømt våd. Men det faktuelle er, at den fungerer glimrende bortset fra den dårlige off-knap, som man kan leve med).

Så nu er det Xperia’en, der ligger i skuffen.

Iphones har det også med at dø, men i det mindste kan de som regel fungere i en periode selv om glasset er knækket. Til gengæld dræber Apple åbenbart telefonerne, hvis man får dem repareret andetsteds end hos Apple.

Man kunne sagtens lave holdbar hardware – det vil enhver elektronikudvikler kunne bekræfte.

Se nu er området Smartphones jo i voldsom udvikling, så der er en vis rimelighed i at man skal bruge ny hardware lidt hyppigere – indtil vi får mere stabile forhold. Men under ét års levetid for et apparat til mange tusinde kroner, dvs. op til 500 pr. måned for at have et fungerende stykke elektronik i lommen, det er ikke rimeligt.

Og det var aldrig gået i Nokias tid.

 

Googles nødvendige bogstavleg


Resume:

  • Teknologi udvikler sig eksponentielt. Særligt digital teknologi gør, og når digitalisering sætter ind i en branche, skifter alle vilkår og parametre og eksponentielle hop kan forventes.
  • Afstanden mellem dit produkts faktiske ydeevne og den ydeevne, du gerne ville have, kaldes et gap.
  • Når et gap bliver for stort, kommer nogle unge fra en garage og flytter din overligger opad. Så er du disrupted.
  • Når din virksomhed er bygget op, så den kan undgå gaps og vokse eksponentielt, er den en ExO, en eksponentiel organisation.
  • Eksponentielle organisationer har et nyt forhold til (teknologisk og økonomisk) risiko. De spiser risiko til morgenmad og hvis der ikke er nok af den, sulter de og visner. Når de tager en stor, risikabel beslutning, er det et bold move.
  • Når man laver et bold move, er man i reglen ude af sin comfort zone.

Med de ord: Googles omstrukturering, som blev annonceret mandag, er et bold move, som skal sikre Google mod at blive disrupted.

Kort fortalt er Google fremover navnet på en række produkter, som vi forbinder med en søgemaskine. Mens en række af de meget mere eksperimenterende aktiviteter, der er foregået i Google, nu rykker over og bliver enheder under et moderselskab, som hedder Alphabet. Læs denne orientering fra Larry Page, som helt sikkert vil gå over i historien som en af årtiets vigtigste meddelelser fra en virksomhed til offentligheden.

At Google går den vej, det er imponerende. Men det er også forudsigeligt, for…:

“Off course you know, companies are always being eclipsed” – sagde en Google-chef til mig allerede i 2011. Og nu blev det tid, inden gap og disruption.

Sagen er, at Google var ved at blive en mastodont med en masse flimrende underaktiviteter, som der hurtigt kan gå interne magtkampe i. Android-afdelingen mod robotafdelingen osv osv. Med en selskabskonstruktion som denne kan de enkelte enheder hamre løs på markederne og i stedet for at innovationen bokses inde og gradvist visner, så kan den nu sættes fri. Alphabet bliver en butik med stærke økonomiske midler, styret af mennesker, der bedre end de fleste forstår teknologisk udvikling.

Der vil komme mange fejlskud, men der vil også komme mere speederen i bund.

Googles grundlæggere Brin og Page har med et slag bragt deres bix et stykke væk fra comfort zone og dermed gjort en stor indsats for at sikre, at den netop vil leve længere. Alternativet ville være en deroute ala Microsoft, som nu skal kæmpe for overlevelse.

Kunsten er at rive sin egen butik ned, før konkurrenterne gør det. Det gjorde Amazon for længe siden. Det skal man gøre med jævne mellemrum.

Og så må man bare håbe for Google, at nedrivningen ikke ender med at ligne det, sørøverne ender i, når de ser Asterix og Obelix nærme sig.

Hackede biler: Nu kommer mareridtet


Security by design.

Security by obscurity.

Et eller andet skal der gøres ved temaet hackede biler. Det haster: Dagens nyhed er, at nogen har hacket hul i en Tesla.

Nyheden er desværre ikke overraskende, og emnet har også været berørt for flere år siden på denne blog.

For få uger siden var det en Jeep Cherokee, som blev fjernstyret. Det skete via den kanal, som bilerne har åbnet for fjernstyring via en app, Uconnect, som lader bilejerne låse bilen op og i og fjernstarte motoren.

Sorry. Men det løb mig og bekendte i IT-sikkerhedsverdenen koldt ned af ryggen, da nyheden om at “Nu kan du fjernstyre din Chrysler via en app” kom frem. Uden på nogen måde at kunne påberåbe mig evnerne til at lave et angreb, så er det en selvfølge, at det vil blive prøvet – og det er til vished grænsende sandsynligt, at bilernes software ikke kan modstå et angreb. Det er simpelthen usandsynligt, at softwarefolkene har tænkt langt nok. Så hacket var ikke overraskende.

Chrysler har rullet en softwareopdatering ud, og lur mig, nu går der sport i det. Der kommer mere. Måske i kølvandet på denne blackhat-konference, hvor der angiveligt vil blive lagt information ud om hacket, hvilket Fiat/Chrysler selvfølgelig protesterer over.

Fodnote: Det er ikke sikkert, at sikkerheden i Chrysler-bilerne skades af at denne information kommer frem, det tvinger i hvert fald selskabet tilbage til laboratoriet.

Og selv om Tesla kan forventes at have et højere niveau af hackersikkerhed, så er det også næsten en selvfølgelighed, at de bliver hacket.

Enhver enhed på internet of things, alle opkoblede dimser, kommunikerer i sagens natur over nettet efter en eller anden protokol med en eller anden grad af kryptering. Mange udviklere vil være optaget af at få formålet med opkoblingen til at fungere og mindre optaget af at sikre mod misbrug. Biler er bare en case på en enhed på internet of things, ligesom køleskabet er det.

Forskellen er imidlertid, at bilen er en rullende enhed med et ikke ubetydeligt lager af energi i sig. Der kan anrettes betydelig skade med eller på sådan en enhed.

Har man først en vej ind i bilen, kan man snakke med bilens controllere, som sidder på en eller anden type bus, typisk can.

Motorens styrecomputer, stereoanlægget, alt muligt ekstraudstyr og diverse controllere til bilens bremser, servo og airbags.

Faktisk er det ikke så klart, hvad man kan gøre for at stoppe den suppedas, vi er på vej ud i.

Men hvis jeg havde sådan en bil eller overvejede at købe en, ville jeg først og fremmest forsøge at styre, hvornår den er online.

Dernæst ville jeg være optaget af, om det er sandsynligt, at bilen har noget indbygget hacker-prevention og hvilke begrænsninger, der er lagt for, hvad man kan gøre via et hack.

Endelig vil det være godt, hvis bilen har en ikke-standardiseret protokol, kun til min model, security by obscurity.

Jeg er ikke optimistisk på dette lige i dag. Men det er så også direkte i kølvandet på datatilsynets rapport om et andet alvorligt hack, hvor der heller ikke var tænkt over sikkerheden.

Spørgsmålet er: Hvad skal vi gøre, inden vi bliver oversvømmet af dimser med katastrofalt dårligt gennemtænkt sikkerhed. Løsninger anyone?

Iphone 11 bliver kvikkere end dig. Hvordan og til hvad udnytter vi det?


Langt om længe er der ved at brede sig en almen forståelse for at teknologi udvikler sig eksponentielt.

Men der er stadig kun pletvis begyndende diskussioner af, hvilke konsekvenser, eksponentiel teknologi har – og hvordan vi skal bruge mulighederne. Og det er de diskussioner, der er de vigtige.

Først når vi har ændret perspektiv fra nødtvunget at acceptere, at teknologi accelererer, til at diskutere mulighederne som dette skaber, kan vi begynde på de handlinger og beslutninger, som skal tages. Dem er vi slet ikke nået til endnu. Bare tænk på det græsselige hadeobjekt, rejsekortet – med en fornuftig forståelse af eksponentiel teknologi, var det kort aldrig kommet, og hvis det var kommet, så var selskabet for længst i gang med de næste udviklingstrin.

Men ok, det er billigt at bare hakke på rejsekortet. Lad os i stedet dvæle ved, hvad eksponentiel udvikling rent faktisk betyder ud fra et konkret eksempel.

Eksemplet henter vi i en blog på Washinton Post. Her spår den ofte superinteressante amerikanske teknologidebattør Vivek Wadwha:

“Within seven years — about when the iPhone 11 is likely to be released — the smartphones in our pockets will be as computationally intelligent as we are. It doesn’t stop there, though.  These devices will continue to advance, exponentially, until they exceed the combined intelligence of the human race. Already, our computers have a big advantage over us: they are connected via the Internet and share information with each other billions of times faster than we can. It is hard to even imagine what becomes possible with these advances and what the implications are.”

Læs resten: “The coming problem of our iPhones being more intelligent than us”.

Jaja, siger skeptikerne. Men Moores lov, som ovenstående forudsigelse bygger på, løber snart tør.

Gør den? Sikker?

“The obvious barrier to a continuation of Moore’s Law is physics itself. Eventually it might not be possible to put so many transistors on a single chip because the chips themselves are so small. Moore’s Intel (NASDAQ: INTC) is now pushing out chips at 14nm. Intel won’t speculate or comment with any certainty on its next steps, but chips made at the 10nm and 7nm process nodes are on the horizon.

But what’s next? Informed watchers of Intel will say that the 10nm chips will start being produced in late 2016 (though it’s far from certain) with 7nm at 2018. 5nm will be in 2020, which then brings us transistors that are even smaller than a DNA strand. Exponential growth can’t go on for much longer, considering how small transistors will be by then. But Intel has a history of proving the naysayers of Moore’s Law wrong. And with nearly infinite resources for R&D, who knows how small the transistors of the future will be?”

Citatet er hentet herfra: Moore’s Law Turns 50, But How Long Will it Last?.

Og efter det, så er der kvantefænomenerne, som man fx kan læse lidt op på i disse fem år gamle artikler fra Intel.

Et fornuftigt gæt er, som jeg gerne tager ansvaret for, er, at de næste fem fordoblinger indenfor Moores lov er meget sikre. Dvs. vi får i hvert fald 32 gange så meget regnekraft og lagerkapacitet i Iphone 11 som vi har i dagens kraftigste smartphones. Samtidig vil den samme type af udvikling betyde, at Iphone 11 vil have et helt katalog af sensorer indbygget. Og kameraet vil have Gopro kvalitet og evner.

Konsekvensen vil være, at Iphone 11 vil kunne tale til os og forstå, hvad vi siger inkl. mumlen og det hele – jf. at Siri og Googles taleforståelse allerede er hæderligt god. Øget med en faktor 32 vil betyde væsentlige forbedringer. På dansk.

Smartphones og tablets har i dag et problem med at være bedre egnede til forbrug end til produktion af indhold. Det er ret godt at læse på en smartphone, men rimelig besværligt at skrive. Når vi når til Iphone 11 vil dette forhold være bedre balanceret. For eksempel vil screencast være meget velfungerende – så dine fremtidige slides i Powerpoint bliver bygget og vist direkte fra telefonen. Telefonen vil have kraft nok til at kunne have en vis kognition – så det er ikke utænkeligt, at den kan give dig råd og feedback om indholdet dine slides. For mange? For meget tekst? For uklart budskab?

Redigering af film vil kunne gøres direkte på telefonen. Og redigering af store datamængder i skyen vil også være til rådighed. Telefonen bliver en klient til big data-tjenester. Du vil kunne redigere DNA på telefonen.

Evnen til kognition vil betyde, at telefonen kan lave visse arbejdsopgaver for dig. Den vil kunne tage sig af at finde og lave aftaler, altså ikke kun mødetidspunkter, men agenda og opfølgning. Det er ikke utænkeligt, at den vil kunne lave kompleks research, for eksempel “hvem er de fem mest interessante meningsdannere og talere inden for embedded software lige nu, hvad optager dem og hvad laver de 26 oktober?” (som er en realistisk opgave, hentet fra min arbejdsmæssige virkelighed).

Sociale tjenester vil med sådan en regnekraft kunne udvikle sig meget. Man kan forestille sig forskellige niveauer af autodeling, prioritering af sociale strømme osv. “Husk at svare på denne besked”, “Fortæl ungerne at”, “Du er alt for involveret i denne ligegyldige debat på Facebook, skal jeg slukke den? Eller vil du hellere have de tre tungeste argumenter og et forslag til en elegant closure/exit?”.

Aggregerede nyheder må snart dukke op. “Grækenlands eurokrise på fire minutter”, “Her er fakta om, hvad Grækenland skylder”, “Her stammer gælden fra”, baseret på dine øjeblikkelige interesser og sat sammen ved at kigge på alle mulige kilder, ala Google News, men også strømme som fx Twitter. (Ja for vi er nogle stykker, der er ved at være trætte af den periodiske, forudsigelige og ofte decideret uinteressante nyhedsoversvømmelse, der for tiden drives af medierne med clickbait-overskrifter og yderst spinkel faktuel substans bag. Nå men det er en anden historie. Men tænk hvis din telefon var virkelig skarp til at sortere i alt det ligegyldige skrammel!). Det samme må ske med underholdning.

VR bliver almindeligt – du vil kunne se gennem telefonen på omgivelserne og få lagt informationer ind over billederne, lidt ala det vi kender fra Yelp, men udvidet til bilreparation, udskiftning af mobilbatteriet og assistance til madlavningen “uh, du skal skrue ned nu”.

Muligheden for at du betjener telefonen vha gestures, ala Google projekt Soli, vil være udviklet. Sciencefiktionfilmenes typiske fremtidsscene: Du blænder et skærmbillede op på væggen og flytter med hænder og fingre rundt på objekter, arbejder på en fysisk måde med dine data – det vil blive en realitet.

Tingesterne vil vide alt muligt om dit helbred. Dit blodtryk, din puls, din kondition, dit daglige kalorieforbrug, om du sover godt og selv om der ikke kan forventes en DNA-scanner indbygget, så kan der meget vel komme basale livsvejleder-funktioner.

Betaling vil være rykket over på mobilen. Der er ikke noget kreditkort. Der vil være mulighed for assistenter til din økonomi.

Mon ikke også det med privatliv vil få en meget tydelig tilstedeværelse i dimsen. I hvilke situationer vil du bede den om at slukke sensorerne? (Og vil den gøre det? ;-) )

Dvs. med Iphone 11-generationen vil du have værktøj til det meste af det daglige liv i dimsen. Og den vil være hurtigere end dig til at tænke og have flere data, end du kan rumme.

Et rejsekort uden kort, betalinger uden kort, PC’en væk fra dit daglige arbejde. SMS’erne væk fra kørslen.

Det er de muligheder, der tegner sig. Spørgsmålet er, hvad vi vil bruge dem til?

 

 

Google ved at aflive G-plus – forståeligt, men hvad skal et socialt medie 2.0 så kunne?


Hvordan ville verden se ud efter en neutronbombes dødelige stråling?

Svar: Besøg Google+ og få svaret: Alt ser godt ud og er intakt, men der er ingen mennesker.

Hvordan ville det se ud, hvis marsmænd havde besøgt Facebook her på kloden og forsøgt at bygge en kopi derhjemme?

Svar: Besøg Google+ og få svaret: Alt ser godt ud og er intakt, men der er ingen mennesker.

Sådan lyder to folkelige jokes om Googles forsøg på at skabe en konkurrent til Facebook på Google+, et forsøg som nu måske lakker mod enden, hvor jokes som disse egentlig rammer situationen meget godt ind.

Googles store evner til at skabe god software betyder ikke, at Google også er dygtige til at forstå brugernes sociale behov og levere på dem. Google er et “engineering company” som jeg fik forklaret det under et besøg i Mountain View.

Som bruger har jeg oplevet et temmelig arbitrært antal besøg på min Google+-profil. Jeg kan også konstatere, at Google+ ikke sender ret meget trafik til nærværende blog, det viser statistikken meget tydeligt. (Facebook, twitter og direkte abonnenter er storleverandører af struktureret trafik, hvortil kommer den tilfældige trafik fra søgemaskiner, først derefter optræder G+).

Google har forsøgt sig med en lang række tiltag for at genne brugerne over til G+, herunder gjort det obligatorisk at have en Google+-profil (kategori: pisk) og lavet en efterhånden rigtig velfungerende foto-backup med tilhørende fornuftige søgemuligheder, som fungerer som lager i skyen for alle de fotos, man tager med sin smartphone (kategori: gulerod).

Men nu er Google jf. et nyt blogindlæg ved at sætte alt på rette sted.

G+-profil vil ikke længere være obligatorisk. Billeder er på vej ind i Google-photos-app’en (som er ganske god, men jeg mangler i svær grad ansigtsgenkendelsen fra Picasa, hvor bliver den af?)

Som ikke-investor i Google kan man jo være ligeglad med at Google spilder nogle penge på at lave en tjeneste, som ikke bliver en succes.

Men det er meget tydeligt, at Google+ ikke bliver næste generation socialt medie. Hvis man skal slå Facebooks like-konkurrence eller de tilsvarende konkurrencer på Instagram eller andre steder med noget, så skal det være med et helt andet tilbud.

Facebook har blandt andet den udfordring, at kanalen ser ud til at øge filterboblen i den forstand, at Facebooks adgang til alle mulige og umulige og mere eller mindre (ofte mindre) gennemtænkte strøtanker i folks statusopdateringer får en som læser til at fravælge “alt vrøvlet” fra nogle afsendere og dermed faktisk mindsker diversiteten i, hvad man læser.

Faktisk kan man sige, at med Facebook har vi fået en mediekanal uden redaktør. Medier indtil nu har haft en redaktør, som havde ansvar for en vis linje, diversitet og kvalitet i, hvad der kom på kanalen. Nu får vi en masse fra en masse. Og rigtig meget, som ikke er lødigt, og som vi spilder tid og forstand på at ærgre os over.

Et nyt socialt medie kunne måske arbejde i det felt. Mere kvalitet i indholdet. Og måske kunne en form for “ambience” samtidig sikre flowet af vores sjove fotos af søde børn og venne- og familieinformationer flyder i lidt mere private kanaler.

En perfekt marsmandskopi af Facebook kommer i hvert fald ikke til at løse opgaven.

Døde Nexus-telefoner med Android 5.1: Slemt, Google!


Bare en hurtig opdatering: Der er tilsyneladende ingen løsning på det mærkelige problem med Google Nexus-telefoner, som dør efter opdatering til Android 5.1. Først en enkelt ufrivillig genstart, siden flere, sommetider optimering af apps, batteri sluges, til sidst mange genstarter og derefter ubrugelig telefon.

Denne tråd i Googles eget supportforum vokser og vokser. Stadig flere telefonejere får problemer og finder tråden. Google og LG (som laver hardwaren) holder sig stort set usynlige.

Problemet har været dyrket tidligere på denne blog her – og her.

Det er først og fremmest mærkeligt med dette problem. For hvad skyldes det? Defekt batteri? Opslidt tænd-sluk-knap. Noget i Android 5.1, som ikke reagerer korrekt på batteriet? Noget low-level med kontakterne?

Dernæst er det udtryk for, at der er en afdeling i Googles organisation, som ikke fungerer. For nu er der mange tusinde døde telefoner. Det kan ingen seriøs leverandør holde til, uanset om man leverer køleskabe, biler eller software. Man kaster ikke sine kunder ud i en “produktet er ubrugelig og vi ignorerer dig”-situation. Man er nødt til at reagere. Det er ikke rimeligt, at kunderne skal debugge og fejlfinde produkter som har software fra verdens stærkeste brand. Or else, Google, køber vi iphones fremover.

Google skal til tasterne på det her problem.

Nogle meget avancerede brugere rapporterer at de er vendt tilbage til Android 4.4 og har desuden installeret en såkaldt custom-rom – og hey presto… telefonen virker åbenbart.

Min egen Nexus 5 ligger i skuffen og venter på at det viser sig, om det er en løsning. I mellemtiden har jeg købt en Sony Xperia Z3 Compact, som kører Android 5.0, men som lige netop nu beder mig om at opgradere til 5.1. Tør jeg det?

 

Wikipedia: Er de blevet skøre?


Forleden, da jeg begyndte på mit indlæg om de to væsentligste bøger om strategisk ledelse, opdagede jeg, at der mangler en side på Wikipedia om “Exponential Organisations”, og i øvrigt at en oplysning på siden om forfatteren Salim Ismail var forældet.

Som bruger på Wikipedia ca siden årtusindskiftet og bidragyder i lille skala, rettede jeg selvfølgelig den forkerte oplysning og startede en såkaldt “stub”, dvs. en primitiv artikel med nogle få oplysninger til at skrive videre på. Sådan har jeg gjort tidligere.

Pling. Slettet. Af en “editor” med denne profil.

“A11: Made up by article creator or an associate, and no indication of importance/significance)”.

Jeg ved ikke, hvad det betyder. Jeg har selvfølgelig spurgt, hvordan man kommer videre – og har ikke fået svar.

Men på nudansk betyder det i hvert fald, at en (i øvrigt meget beskeden) indsats med at finde lidt links og starte en lille artikel, måske sammenlagt 15 minutter, kan man bare slette, når man kommer fra Louisiana og har et billede af en kat på sin profil. (Uden at der i øvrigt er noget galt med Louisiana eller katte).

I øvrigt har Wikipedia for nylig ændret mit brugernavn fra “Rolf” til et eller andet obskurt med en tilde efter, men heldigvis fik jeg lov til at skifte til Racmeister, da jeg opdagede det. Hvorfor “Rolf” er ikke godt nok længere, ved jeg ikke.

Men hvad jeg ved er: Det er demotiverende at bare få slettet et ærligt ment bidrag. I stedet for at forsøge at få noget fornuftigt ud af læsernes bidrag.

Ud over arrogant er det også uintelligent, for denne tilgang betyder, at der sandsynligvis slettes godt indhold fra andre også; frø bliver åbenbart fjernet. Nogen har sat sig på redigeringsprocessen og bestemmer, hvilke artikler, der må være.

Nogen leger smagsdommere. Det er fuldstændig imod selve ideen om Wikipedia, som brugerdrevet leksikon. Det er i hvert fald i mod den måde, Wikipedia fungerede, dengang jeg startede som bruger og bidragyder. Selve ideen er jo at dokumentere verden vha brugers samlede faktuelle viden.

Men nu er jeg ærgerlig. Jeg vil ikke bidrage til Wikipedia under disse omstændigheder – heller ikke finansielt.

Jeg skal have en seriøs forklaring på, hvordan det kan være nødvendigt at opføre sig så dumt, før jeg gider igen. Mine bidrag er som nævnt meget små og uden den store betydning – så dem kan Wikipedia snildt være ligeglad med. Jeg håber bare ikke, det her breder sig.

Og … Hvis det brugerdrevne leksikon ikke kan fungere på de oprindelige principper, så er tiden inde til at finde en ny måde at dokumentere verden.

Startup/leder/topleder: Disse to bøger er værd at læse


Med jævne mellemrum dukker en ny ledelsestankegang frem og får sin bølge:

Først ved ingen, hvad ideen går ud på. Senere ved såkaldte “firstmovers” det og snakker indforstået med hinanden. Endnu senere kommer begrebet i vækst. Så bliver det allemandseje. Til sidst bliver det implementeret overalt, både hvor det er egnet og hvor det ikke er, og så, sluttelig, bliver det overhalet og langt om længe egnet til pension. Det er sådan en slags hype cycle for ledelsesteorier. Både dem om mennesker, dem om organisationer, og dem om strategi.

Tænk “taylorisme“. Tænk “lean“.

I mit håndbibliotek står to bøger om strategisk ledelse, som rækker ud i fremtiden, fordi tankegodset har en fremadrettet nytteværdi, og som jeg hermed iler med en anbefaling af.

Der er tusinder andre bøger om ledelse, nogle af dem med råd, som direkte banale – i hvert fald, hvis man er et nogenlunde voksent menneske – men disse to skiller sig ud, fordi de er optaget af det strategiske i det, man arbejder med, og er målrettede.

Den ene har allerede nogle år på bagen og hedder Lean Startup, og er forfattet af Eric Ries. Den anden er et års tid gammel og er lige udkommet på dansk, Eksponentielle organisationer, Exponential Organizations og har Salim Ismail som hovedforfatter. Oversat af Kris Østergaard.

Begge bøger har en kernetankegang, som kan formidles rimelig enkelt og klart, så det kommer der et forsøg på her.

Lean Startup siger basically, at du ikke kan vide, hvordan det produkt, du påtænker at sende på markedet, vil blive modtaget; hvem kunderne vil blive eller hvordan de vil tage mod produktet. Og du kan kun i meget overordnede begreber forudse, hvilke egenskaber ved produktet, som kunderne vil være mest glade for.

Risikoen ved at tro, at du ved bedre, at du kender svarene, er, at du bruger en hel masse ressourcer på at udvikle et produkt, som der ikke er efterspørgsel efter. Eller et produkt med features, som kunderne er ligeglade med.

Løsningen i Lean Startup hedder Build-Measure-Learn.

Opstil en konkret tese om dit produkt. “Om et år vil 5000 brugere bidrage aktivt i min nye app, som kan xxxx”.

Byg den absolut minimale udgave af din app. Et såkaldt Minimal Viable Product. Sæt produktet sammen af forhåndenværende søm, bring det i markedet, gå ud og test det på kunder. Køber de? Bidrager de som du forventede? Evaluer på faste, på forhånd fastlagte tidspunkter, om din tese er bæredygtig.

Build (et minimal viable product), ud til kunderne med det (measure), lær af responsen (learn). Opstil en ny tese. Build-measure-learn igen. Osv.

Efter nogle ture rundt skulle du meget gerne stå med et solidt grundlag for at bygge det rigtige produkt, som markedet vil efterspørge. Og som du f.eks. også vil være meget bedre klædt på til at få investorer til at sende penge efter.

Den tankegang er ganske enkel og den er yderst hjælpsom. For den tvinger dig til at stille en konkret hypotese op og måle, om den virker. Og den tvinger dig til at tage stilling og evt. skifte kurs (pivotere), hvis/når tesen ikke holder. Anbefales.

Den anden bog, Expontential Organisations, beskæftiger sig med, hvad der er fællestræk ved den nye bølge af globale virksomheder, som vokser ekstremt hurtigt. Disse virksomheder kender man om Uber, AirBnb, Github, Local Motors og mange flere.

Nogle af disse virksomheder ender som såkaldte Unicorns – ekstremt hurtigt voksende. Salim Ismail har skrevet denne fine gennemgang af dem og hvorfor de bliver Unicorns.

Exponential Organizations har et højt, virkelig højt overordnet formål. Som ledelsesværktøj giver det mening – det giver nemlig medarbejderne et sigtepunkt, som de kan skyde efter, og dermed bliver der plads til lidt mere løse rammer i organisationen, hvor de enkelte medarbejdere og teams friere kan arbejde, blot de sigter mod det høje fælles mål.

Blandt andre egenskaber er vild skalerbarhed. Køb ressourcer, brug eksterne. Og dynamik; Tag en vis risiko, hellere det end at risikere at miste et forspring fordi man var for forsigtig.

Føljeton – endelig begynder nogen at udtænke nye medier


Når nogen faktisk begynder at tænke nyt på medieområdet, så fortjener det et kip med hatten.

Hermed et kip til det kommende medie Føljeton, som nu er under konstruktion af en flok startups et sted i København.

Det særlige ved Føljeton er, at det er et smartphone-only medie. Selve kanalen bliver optimeret til lang læsning på små skærme. Det er en skøn tankegang, som hviler på et indlysende korrekt præmis, nemlig at vi er i færd med at flytte fra pc til smartphones.

Hvor vildt, den udvikling flytter sig, viser denne fine graf, lånt via dette blogindlæg hos Forbes.

smartphone-growth41

 

Forleden bragte Berlingske denne omtale af projekt-Føljeton, hvilket gav mig anledning til nogle betragtninger gengivet herunder i håb om, at andre mediefolk kan finde dem nyttige.

Artiklen i Berlingske bruger fortiden til at bedømme fremtiden.

Mediebranchen elsker at gøre den slags, og det er værd at notere, for den måde at tænke har forudsigeligt ført branchen direkte ud i mosen, hvor de traditionelle medier stadig marcherer med retning udad. “Aviser overlever”, “flow-tv overlever”, osv. Alt af den slags er i defensiven og in denial. Et andet dogme er “nyhederne kommer fra print”! Nå dada! Gør de virkelig? Læser de, der udtaler den slags, nogensinde på twitter? Læser de crowdmedier som Bellingcat?

Artiklen bærer også præg af primitiv målgruppetænkning med klicheen om at de unge ikke gider læse.

Men … Føljeton er interessant. Præmisset er rigtigt tænkt. Mobilerne kommer nemlig til at overtage hele butikken, al opmærksomhed og al onlinetid. Efter mobilerne aner vi allerede, at der kommer noget andet og endnu mindre på apparatfronten.

Gammeldags journalistiske former har det ikke enormt godt på online og slet ikke på små skærme.

Men det er ikke mængden af ord pr artikel, der er det værste problem. Derimod er lange vinkelløse ting med megen formfuldendt tomgang problemet. De samme gamle kilder. De samme trivielle fakta. Ingen ny værdi. Ingen præsentation af kilderne. Ingen kritisk tilgang til kildernes valg af og basis for argumenter. Ingen originale oplysninger. Det gider man ikke læse. Slet ikke på en lille skærm.

Koncentrationen af pointer pr sætning er for lav ved klassisk ordekvilibristisk journalistik. Læseren investerer tid i at læse, tiden er en udgift. Til gengæld for sin investering vil læseren have værdi.

Clickbait-journalistik er for tiden en af de paniske løsninger, der gribes til. Trafikken bankes op ved hjælp af rubrikker som “Alle troede at det nye medie Føljeton var en dødssejler, men så skete det her!”. Men med meget få undtagelser bliver trafikken aldrig stor nok til at skabe indtægter nok til at lønne store redaktioner. Medier, der vil den vej, kan sætte noget AI til at skrive historierne for sig.

Derimod fungerer vinklede, faktamættede historier med solid og ny dokumentation, gerne i form af grafikker, skrevet af skribenter, der på en gang ved noget og har noget på hjerte. Lange rubrikker fungerer. Det udmærkede format med høje grafikker, man scroller sig ned gennem, virker.

Faktisk ser jeg nu, at en ny tjeneste, Trooclick, præcis arbejder med at udpege de bedste artikler i dagens malstrøm af ctrl-c,ctrl-v journalistik ud fra kriterier ala ovenstående.

Jeg tror, at en gruppe læsere er klar til den slags i denne ellers postfaktuelle virkelighed. Der udsendes alt for meget ligegyldig snak på medierne.

Faren for et projekt som Føljeton kan ligge i valget af historier og vinkler – man skal ramme nogle læsere med noget, de er interesseret i og nogle synspunkter, læserne vil finde væsentlige og interessante.

En anden alvorlig fare ligger selvfølgelig i forretningsmodellen. Det er stort set umuligt at leve af annonceindtægter. Og betalingsmure går det heller ikke for godt med*).

*) Når jeg eksempelvis rammer Politikens månedlige mur for læsning af artikler, stopper jeg simpelthen og går et andet sted hen. Sorry, men min oplevelse er, at inconvienience ved at betale/oprette profil og prisen er prohibitiv på dette medie. Jeg lader mig måske fange af en rubrik, men så vigtig er artiklen ikke. Det er dér, Føljeton skal ind og pille.

Men kip med hatten til Føljeton-projektet. Èt præmis har de helt klart fat i.

 

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 1.482, der følger denne blog

%d bloggers like this: