Racmeister

Teknologi, fremtid, samfund

Startups og parforholdene


Husk på kæresten, når du starter din startup

Reklamer

Læs resten

Facebook spilder din og min tid med vilje – det går ikke i længden


Når Facebook opdaterer sin Android-app i Google Play, står der altid nogenlunde samme tekst om, hvad der er nyt i den aktuelle opdatering: ”Du kan synes godt om opslag, billeder og sider, mens du er offline.” Plus lidt mere. Altid lige intetsigende, ingen detaljer, no nothing.

Det er ikke en stil, jeg bryder mig om, for det er altid sundest at være informativ og præcis om hvad ændres i ens software, så brugerne kan følge med og tage stilling. Manglende oplysninger er en slags arrogance.

Se her hvor markant forskelligt Google (tv) og Facebook (th) griber opgaven an.

Men med Facebook er det endnu værre.

Ved netop en af de nylige opdateringer ændrede appen nemlig adfærd, så når man trykker på tilbage-knappen på smartphonen, suser skærmen op i toppen og loader og viser nyt indhold. Det samme sker, hvis man klikker ind på en bid indhold og derefter går tilbage til ens nyhedsfeed. Og det samme sker, hvis man lukker appen og åbner den igen. Det betyder, at hvis man så et eller andet flimre forbi og lige skal finde tilbage til det, så er man nu nødt til at rulle ned gennem feed’et eller prøve med at søge i søgefeltet.

Hvad er effekten af det? Korrekt! Brugerne bruger mere tid i appen. Og det er pointen: Facebook hoarder din tid fuldkommen bevidst. For nylig kom der som et ekstra virkemiddel automatisk lyd på videoindhold, som man så må ned og skrue på indstillingerne for at komme af med igen.

Ca. 1.300.000.000 personer bruger Facebook dagligt , og det daglige gennemsnit er 35 minutter. I alt er ca to mia personer på Facebook.

1,3 mia gange 35 minutter divideret med 2000 timer pr. år:

… Ca. 379.000 arbejdsår brændt af på groft sagt at rulle forbi løs sniksnak og like opslag på Facebook, hver eneste dag! Det er ikke nogen lille størrelse.

Tænk hvor meget sne, der kunne ryddes, tøj der kunne vaskes og grøfter der kunne graves. Men okay, der er selvfølgelig også positive sider af at have en ”social” kanal til rådighed (eller noget, der giver sig ud for en social kanal, men som reelt er en visning af indhold styret af en algoritme, vi ikke kan styre).

Men inden vi går helt amok, skal vi selvfølgelig huske at tiden er taget fra noget andet, der ikke nødvendigvis heller var særlig produktivt: TV-kigning f.eks. og avislæsning.

TV-kigning lå på 2:38 timer i gennemsnit dagligt i Danmark i 2016,

Og avislæsning lå omkring 30-45 minutter dagligt (ugentligt for ugeblade) før den digitale disruption indfandt sig.

Begge dele er faldet meget. Og de minutter er selvfølgelig frigivet til bl.a. Facebook.

Nu kan man jo efter smag og behag argumentere, at det er bedre at man er aktiv på Facebook end passiv på sofaen. Det er en værdidom.

For mig personligt er det imidlertid goldt at bruge *så meget* tid på at scrolle på Facebook, selvom jeg erkender, at jeg er fanget i det.

Det, der generer mig, er, at Facebook aktivt og bevidst prøver at øge den tid, de hoarder ud af os brugere. Det er ikke rimeligt.

Facebooks algoritmer er ikke på niveau med intelligente menneskers kuratering af indhold. Det kunne være den såkaldte ”a-mand”, der laver avisens forside eller museet, der udvælger til en bestemt udstilling.

Facebook tiltager sig en magt over vores tid, som er uberettiget ift. kvaliteten af tidsrøveriet.

Der er to eller tre løsningsmuligheder.

1) Man kan droppe Facebook. Det er for de fleste ret urealistisk.

2) Man kan lave sin eget personlige beskyttelse af tid. Eksempel nederst.

3) Facebook kunne indføre nogle ansvarlige valgmuligheder. De kunne f.eks. hedde ”Facebook Views” og kunne være åbne indstillinger, så jeg fx kunne vælge at se kun venners opslag; kun tråde, venner deltager i; kun indhold der er re-postings fra medier; kun indhold, der er re-postings fra andre kilder; kun kronoligisk; kun om et bestemt emne.

Skulle jeg gætte, kommer der et tidspunkt, hvor Facebook bliver nødt til at tilbyde denne type muligheder. Der er simpelthen grænser for, hvor meget tid man (lettere uansvarligt) kan tillade sig at suge ud af mennesker. At Facebook tjener 28 mia dollar pr år kan man have holdninger til. For mig er det ikke det mest irriterende. Suget af kraft og kreativitet er værre. Lukketheden omkring algoritmen og brugernes manglende mulighed for at skrue på den er værre.

Ad 2) Her kommer en hurtig opskrift på at skrue lidt ned for Facebook.

Personligt startede jeg med at logge brug af Facebook med appen ”Quality Time” for at undersøge, hvad realiteten er for mig. Den dokumenterede ret store udsving fra dag til dag, fra 25 minutter til over en time.

En anden app, som jeg så rullede på, hedder ”Offtime” og med den kan jeg simpelthen slukke Facebook eller andre irriterende apps i et valgt tidsrum/antal minutter. Det er en fornøjelse at gøre, faktisk. Stilheden sænker sig.

Effekten er et reduceret forbrug, som selvfølgelig svinger alt efter behov. Der er jo dage, hvor Facebook er nyttigt også.

Headsets: Holdbarhed og vindstøj


Jaja, jeg ved det godt: Jeg er hårdhændet og det går ud over mine ting. Selv den mindste designfejl eller manglende dimensionering, den skal nok vise sig hos mig (og føre til onde blogindlæg om ubrugelige mobiler).

Men der skabes også lidt ny viden og erfaringer under vejs.

Nu er det tid at skrive noget om headsets. Headsets er noget flimmer. Jeg har stadig til gode at opleve et headset, som lever meget mere end et år.

Mest bruger jeg headset til at cykle, lidt ved bilkørsel og lejlighedsvis under træning.

Utallige headsets er døde i forbindelse med brud på ledninger. Så jeg købte i august 2015 et bluetooth headset fra Jabra, Jabra Sport Corded. (Forgængeren var også fra Jabra, januar 2015 og holdt altså otte måneder før ledningen røg).

Første indtryk af det nye var godt, men hvis man vil telefonere under cykling er vindstøjen ulidelig for modtageren af samtalen. Et par stykker skumgummi hen over mikrofonen, limet på med superlim, gjorde underværker.

Sådan her:

jabra

Det hjalp!

Efter lidt bøvl med at finde ud af hvorhen tippet kunne sendes, har jeg endda givet Jabra forslaget om at forbedre deres headsets.

Men ellers må jeg sige, at heller ikke dette headset har klaret testen.

Erfaringer:

  • Langsomt om at connecte bluetooth på telefonen, når det tændes.
  • Skal ofte oplades.
  • Kan finde på at tænde sig selv i lommen og ligge og aflade.
  • Knækket låge til ladestik efter kort tid
  • Kludder med bluetooth connect – headsettet nægter fra tid til anden at connecte / går i parre-menuen og skal parres forfra.
  •  Så forsvandt lyd i venstre øre.
  • Stendød: Kan ikke længere tændes.

Efterfølgeren kommer fra Plantronics (Backbeat Fit) og er lidt dyrere. Lyden i mine ører er meget, meget bedre end andre. Headsettet er hurtigt online og hurtigt connected til mobilen. Batteritiden er længere. Ledningen mellem enhederne er solid.

Men vindstøjen i mikrofonerne er stadig et problem.

Nu ser headsettet således ud med ekstra skumgummi, og det hjalp lidt:

plantronics

Spørgsmålet er… hvor længe holder det?

Elendig mobilhardware; frarådning af en bestemt smartphone


Det er ikke første gang og bliver desværre næppe heller sidste gang, at jeg kommer til at sige nogle hårde ting om smartphone-hardware.

Smartphones er simpelthen ikke gode nok. De går i stykker første gang en flue kigger på dem og i realiteten betaler de fleste mellem 150 og og 300, måske endda 400,- kr. pr. måned i “husleje” for at råde over en af de små, smarte tingester. Sagen er jo den, at de ofte holder et år eller mindre.

Se nu bare, hvad der løb på, siden jeg sidste sommer skiftede til en Sony Xperia Z3 Compact:

Først røg gummipakningen, som sidder ved ladestikket. Det er ellers smart at telefonen kan prale af vandtæthed. Men pakningen er så tynd og flimret, at den dør efter nogle måneder.

Så tabte jeg telefonen (på et hårdt gulv fra ganske lav højde). Heldigvis lyste den op, da jeg samlede den op, så jeg var rolig. Men touch-funktionen var stendød, den er nemlig integreret i glasset. Og da glasset er ufattelig tyndt, er telefonen ualmindelig følsom overfor slag og ubrugelig efter det mindste stød. Skærmen måtte udskiftes.

Derefter skete:

  • Løst skærmglas – ny reparation
  • Bagsideglas knust ved lille stød
  • Touchfunktionen gradvist død – først lidt af skærmen, siden mere. Ny reparation.
  • Proximitysensor død (det er den, der sikrer at skærmen slukkes, når du tager telefonen op til øret og at den tændes igen, når du tager telefonen ned)

Samme smartphone lider også af forældet Android-version og sjældne opdateringer. At holde Android sikkerhedsmæssigt ajour interesserer åbenbart ikke Sony synderlig.

Telefonen er præget af “bloatware” – elendige ekstra apps, som producenten pre-installerer og som almindelige brugere ikke kan fjerne.

Da telefonen efter i alt vel 8. måneder *igen* fik gradvise problemer med sin proximity-sensor røg den i skuffen. Den er blevet grim, den virker ikke. Elektronikken kan ikke holde.

Og nu bøvler jeg med at slette min konto hos Sony, som sender mig notifikationer om alt muligt, jeg er ligeglad med. I’m not coming back, Sony.

Kigger jeg bagud på hvad jeg har haft, hvor gode og hvor længe, er smartphones uden sidestykke det ringeste elektroniske isenkram, vi forbruger til dato er blevet bebyrdet med.

Noget af det bedste er faktisk, at det er let at migrere. Men den der skjulte hardware-husleje, den er for høj.

PS. Min foregående telefon, Google Nexus 5, fik et efterliv, da Sony’en blev stedt til hvile. Den opførte sig rigtig rigtig pænt indtil on/off-knappen endelig gav op. Det er også et tegn ringe hardware, men dog bedre end ovennævnte. Desuden opdaterer Google Android i fast rytme, og dermed er versionen altid nogenlunde ajour med det bedste. Så nu er jeg steget på en Nexus 5x for the time being.

 

Dansk cykelmåler viser vejen på Kickstarter


764.466,- kr. er beløbet lige nu på danske ZWatts kampagne på fundingsitet Kickstarter.

Det er lige knapt 100.000 kr. OVER kampagnens mål og der er stadig 21 dage tilbage af kampagnen.

764.466 er ca 113k dollar, og dermed er kampagnen fra ZWatt i fornemt selskab. Det er der kun lidt over 3000 kampagner på Kickstarter, der har gjort før – svarende til 2,7 pct. af alle kampagner.

Her er grafen over funding-forløbet, som folkene bag ZWatt har givet mig lov at vise.

zwatt

Som man kan se, starter kurven stejlt og flader ud. Men er overordnet nydelig, og hvis ZWatt-projektet kan holde kadencen (høhø) så kommer kampagnen til at gå ganske flot over niveau.

Det er der ikke mange danske virksomheder, som har gjort før og slet ikke inden for noget så smalt som cykel-effektmåling. Hardware, elektronik, mekanik og apps.

Det er opmuntrende og viser, at det kan gøres. Man kan få hul igennem til verden fra et lille kontor ude på Østerbro.

Hvad har ZWatt gjort godt?

Et par observationer:

  • En god ide.
  • En kompetent ekskvering af det tekniske, produktets indhold.
  • En åben, communityorienteret tilgang til brugerne. Skabt mailingliste, fanklub, blogget, Instagram, Facebook, andre sociale medier. Fortalt åbent om teknologien.
  • Givet tid til at bygge op. Tre år.
  • Visuelt flot materiale i selve kampagnen. Præcise oplysninger, præcist tilbud til “investorerne”.

Kickstarter er jo i praksis det første større “salg” til “kunder” af en (lille) virksomheds kommende produkt. Så nu kan en egentlig (lille) serieproduktion gå i gang.

Samtidig – og det er næppe uvelkomment for i dette tilfælde ZWatt – skaber kampagnen jo en tydelig kommunikation til andre investorer; her er et produkt, der faktisk kan få kunder.

Et fint eksempel til efterfølgelse og inspiration.

Computerhistorie: Selvbiografi fra manden, der lavede det første PC-styresystem


“Using the simulator, I developed all of the CP/M operating system in PL/M using a minicomputer. Just like the early days of the i4004, I used no hardware. But, by using the simulation, I knew that CP/M worked. I just couldn’t figure out how to make that damn disk drive work. I even made a program editor, the infamous ED that proved true under that simulator. This was 1974. Out of frustration, I called my good friend from the University of Washington, John Torode. John was a Ph.D. graduate of the Electrical Engineering Department there, and I figured if John couldn’t build that controller, no one could. He did build it. He designed a neat little microcontroller and, after a few months of hardware and software testing, that microcontroller started to work. We loaded my CP/M program from paper tape to the diskette, and “booted” CP/M from the diskette, and up came the prompt * This may have been one of the most exciting days of my life, except, of course, when I visited Niagara Falls One Day. We loaded ED onto the diskette, and I typed *ED The ED program editor came up quite well and alive. Ok, so far, so good. I made up a file with ED and put it to disk. The DIR command showed us the file was there, and the TYPE command showed us that what we typed was what we entered using the ED program.”

Ordene er et citat fra Gary Kildall’s aldrig tidligere udgivne selvbiografi. Den kan man nu læse, hvilket er en helt unik mulighed for at genopleve den helt særlige dirrende spænding, som computerverdenen var fuld af i 1980’erne.

Kildall døde i 1994 (var alkoholiker, så der er den triste del af hans liv).

Hvad der ikke er trist, er hans bidrag i 1970’erne og et stykke ind i 1980’erne.

Kildall skrev nemlig styresystemet CP/M, som var det første *rigtige* styresystem til mikrocomputere og det første *rigtige* styresystem, som jeg personligt havde mulighed for at eje en kopi af og bruge til noget på mine tidlige, Z80-baserede computere.

CP/M kunne det basale: Læse og skrive på disk, sende output til skærm, hente input fra tastatur osv. De helt fundamentale operationer, som en computer har brug for at kunne. Det var fantastisk for mig som ung nørd at skrive assembler i hånden, compilere og have et styresystem under til at tage sig af hardwaren.

Mærkeligt nok blev CP/M ikke den store vinder. Sådan lidt poppet genfortalt gik det i starten af 1980’erne op for IBM, at de skulle bygge en personlig computer (PC) og de skulle bruge et styresystem. De gik så til Kildall for at købe et styresystem (CP/M), men forhandlingerne gik i fisk. Han var ikke lige hjemme og hans kone ville ikke lige skrive under på en NDA.

“IBM approached Digital Research in 1980, at Bill Gates’ suggestion, to negotiate the purchase of a forthcoming version of CP/M called CP/M-86 for the IBM PC. Gary had left negotiations to his wife, Dorothy, as he usually did, while he and colleague Tom Rolander used Gary’s private airplane to deliver software to manufacturer Bill Godbout. Before the IBM representatives would explain the purpose of their visit, they insisted that Dorothy sign a non-disclosure agreement. On the advice of DRI attorney Gerry Davis, Dorothy refused to sign the agreement without Gary’s approval. Gary returned in the afternoon and tried to move the discussion with IBM forward, but accounts disagree on whether he signed the non-disclosure agreement, as well as if he ever met with the IBM representatives.” Citatet hentet fra Wikipedia.

Uden CP/M snakkede IBM videre med Microsoft. Det førte til DOS, MS-DOS, Windows, OS/2 og en hel masse software, som siden har sat normen i computerverdenen i tre årtier. Kildall var ude igen, men han havde lavet et meget fundamentalt første bidrag.

Og nu er der selvbiografien til rådighed. Start her.

Cykeltræning med korrekte målinger: Dansk Teknologi på vej til verden


Fremtidens cykler får på et eller andet snarligt tidspunkt i fremtiden en medfødt computer med sensorer, som vil skabe data på, hvordan man træner/tramper. Og hvornår og hvor meget.

(Plus sikkert på mange andre ting, inkl. cyklens position, som måske kan blive relevant som tyverisikring).

I dag er den slags dyrt ekstraudstyr og ikke nødvendigvis præcist.

En dansk startup-virksomhed er i fuld gang med at gøre noget ved det – og er nu så klar med tre stykker elektronik, at en kickstarter-kampagne er lige rundt om næste hjørne, forventeligt omkring 1. august.

Virksomheden hedder Sensivitus (hjemmeside http://sensitivus.com/) og produktet hedder Zwatt. En central udvikler er Rolf Østergaard, som jeg har haft fornøjelsen af at arbejde tæt sammen bl.a. i vores projekt CXT i 2012, hvor vi gik efter at lave fremtidens elektroniske læge-app med sensorer og også at vinde en X-prize. (Det lykkedes så ikke, vi havde ikke ressourcer nok, men det er en anden historie).

De tre stykker Sensivitus-teknologi er hhv. et krank-sæt, en pedalarm og et nav til forreste tandkrans. Til fælles har de sensorerne og elektronikken, men kan altså bygges på cyklen på tre forskellige måder.

Der er sensorer til pedalkraft og pedalrotation. Der er et batteri og der er udlæsning af data vha bluetooth og usb.

Det betyder, at data kan hentes ud og integreres med eksisterende apps og api’er.

Selve ideen har man måske hørt før. Det nye er prisen og nøjagtigheden. Billig. Høj

IMG_20160714_151844

(Rolf Østergaard med testcykel. Bemærk pedalarmen)

Zwatt sensorerne laver så mange og så gode data, at man kan detektere hvilket underlag cyklen kører på (fx brosten) og man kan helt nøjagtigt måle hvor meget foden trykker under hvert tråd – og OM cyklisten også trækker pedalen opad i anden halvdel af omdrejningen.

(Og det er så en interessant nørde-virkelighed, der ligger her. For i den virkelige virkelighed installerer man ikke bare nogle sensorer og en app og så kører det. Der skal laves en utrolig masse filtrering og oprydning før man har noget brugbart. Så en ting er drømmen om internet of things, noget andet er den rodede virkelighed. Denne pointe vil ingeniører værdsætte, mens kunderne og brugerne sikkert fortsat vil tro at alting er let.)

Lige nu handler det for Sensivitus om at få testbrugere nok. Meld dig her.

Dernæst kommer som nævnt kickstarter og forhåbentlig en masse spændende nyheder.

Biler og energiforsyning; et bud på de næste ti år


Oh! Diskussionen om konsekvenserne af VW’s dieselgate er underholdende. Hvordan skal fremtidens krav til emissioner fra biler se ud? Hvem har snydt hvem, hvor mange har snydt osv. osv.?

Meget underholdende og meget old school. For mens diskussionerne fortsætter om regulering af fossilt drevne køretøjer, så er der efterhånden temmelig meget, der tyder på at vi kan forvente en helt anden teknologisk fremtid for vores køretøjer – OG – for vores energiforsyning. Hvilket vil gøre den nuværende diskussion lettere muggen og gammeldags. Her er et forsøg på at samle nogle af de løse ender, der florerer, i et samlet billede. Man er velkommen til at være uenig og til at diskutere – diskussioner om fremtiden vil altid have en betydelig usikkerhed i sig.

Men jeg vover et øje om, hvordan denne del af vores virkelighed kan se ud i løbet af en halv snes år:

  • Teslas billige elbil (model 3) kommer på markedet. Og får en endnu billigere efterfølger.
  • Teslas stationære batterier bliver meget billige.
  • Rækkevidden for almindelige elbiler pr. opladning kommer over 350 km.
  • Ladestationer med maks. 15 minutters ladetid bliver udbredt. Dvs. to timers kørsel, 15 minutters pause bliver et fast mønster. Hele Danmark bliver fint dækket.
  • Prisen ab fabrik for en elbil bliver billigere end en kuldreven bil ca om ti år.
  • Ca. samtidig bliver selvkørende biler almindelige (det kræver stort set bare installation af en NVIDIA tegra processor og nogle kameraer). Tesla har den medfødt.
  • Biludlejninger/Uber begynder at tilbyde bil-as-a-service. Eksisterende bilproducenter trykkes ned i værdikæden. Nuværende bilbrands risikerer at få mindre betydning.
  • Solcellestrøm (i lyse dele af kloden) og møllestrøm bliver billigere end kulstrøm.
  • Teslabatterier på 10-20 kwh bliver almindelige på væggen i alle hjem.

Og dermed: Goodbye benzinbil. Farvel stor olieproduktion. Farvel klassiske emissionskrav. Goddag til nye randbetingelser for emissionskrav, goddag til helt nye brancher og brands.

Energidelen af ovenstående har bl.a. hentet inspiration i denne helt nye vurdering. Og pointerne om Tesla er bl.a. inspireret af virksomhedens egen masterplan (fra 2006!), som er absolut værd at læse.

Hvem vil vædde hvor meget?

 

Derfor kommer robotterne nu


På Robobusiness Europe 2016 blev jeg spurgt om, hvorfor robotterne er i så voldsom fremmarch af Fyens.dk.

Mit svar blev til denne fine lille video, som avisen har lagt på youtube, og som jeg hermed deler til almindelig fornøjelse og diskussion: Japansk robotbesøg i Odense.

Min personlige fornemmelse efter at have set nogle demonstrationer af kunstig intelligens og robotter/droner er: We aint seen nothing yet og det her kommer til at gå helt og aldeles amok indenfor en ganske kort årrække.

Lad os komme i gang med fx at diskutere, hvordan og til hvad, vi skal udnytte droner, f.eks. i miljøets tjeneste.

Fremtidens annoncering: Derfor vinder Google


Før den digitale disruption ramte mediebranchen, levede printmedier rigtig udmærket af annoncer.

Priserne var skønne: Det kunne sagtens koste kunden mange tusinde kroner at indrykke en annonce, som det måske rent teknisk kostede en tiendedel at trykke og sende ud, plus måske noget tilsvarende til lønninger og håndtering. Så altså – en ganske god forretning med et fint forhold mellem indtægt og udgift set med et medies øjne.

Printannoncering virkede i en eller anden grad, men det er altid et diskussionspunkt mellem pris og effekt. Hvor mange henvendelser gav en annonce? Hvor mange udklippede kuponer blev indsendt. Medierne dokumenterede med læsertal, hvor mange øjne, der potentielt kunne se annoncen og måske også noget med procent-forskellen mellem side 1,3,5-placeringer. Men til syvende og sidst var det en upræcis kundesituation, man måtte som kunde håbe på at annoncerne virker.

I den digitale virkelighed er noget af den samme diskussion, når vi taler bannerannoncer. Prisudviklingen hælder til det billigere og der er en mere direkte måling af effekt af annoncer i digitale medier, typisk noget med en afsluttende rapport til kunden med antallet af visninger og klik.

Som kunde vil man jo gerne vide, at det man gør, virker. Man vil vide, at man har ramt de rigtige personer med et interessant budskab.

I det digitale domæne kan man imidlertid gå langt videre. Man kan let lave A/B-test, dvs. lave to forskellige versioner af den samme annonce med f.eks. to forskellige overskrifter. Efter en vis procent visninger kan man så manuelt eller automatisk vælge den bedste overskrift.

Helt samme teknik bruges på mail-nyhedsbreve og på nyhedssider.

Men der kan granuleres endnu finere og mere nuanceret.

Google Adwords er gået ekstremt langt i den retning. Man kan som kunde oprette hundreder af søgeord og gruppere dem. Man kan oprette annoncetekster, som matcher grupperne af søgeord. Man følger live eksponeringen af søgeordene og kan se, hvad der er efterspørgsel efter i dag – hvilket man så kan tilpasse. Man har adgang via et dashboard. Man betaler no cure no pay, dvs. eksponeringerne er gratis, egentlige kunde-klik koster. Man bliver tilbudt konsulenthjælp med at øge effekten. Google tilbyder at oprette grupper ud fra de søgeord, man har indtastet, og Google tilbyder nye, relevante søgeord.

Det siger sig selv, at denne service er slagkraftig. Man er som kunde i total kontrol over, hvad man sender ud, hvornår man sender ud. Og Google er generøs med annoncepladsen. Man kan annoncere og få effekt for rene småbeløb. (Hvilket undertegnede har oplevet selv gennem et lille forsøg, hvor jeg for mindre end prisen var for en “bil til salg”-privatannonce i gamle dage i Berlingeren har fået langt flere eyballs og bedre respons).

Andre elektroniske kanaler, såsom Facebook arbejder med eksponering af indhold til brugere med bestemte profiler.

(Helt lignende kan iagttages ved rubrikannoncer. I stedet for at annoncere “bil til salg” og håbe, så ved man nu, i det digitale domæne, nøjagtigt, hvor mange som besøger annoncen og med en ret stor specialisering af medier til rådighed, kan man målrette ekstremt godt til de kunder, man ønsker at nå. I en futurisk virkelighed kan man forestille sig en AI-båret tjeneste, som hjælper med at optimere annoncen, foreslå bedst egnede kanal, måle effekt, vurdere om man har den rigtige pris osv.)

Selv om det er provokerende i medieverdenen at erkende, så er de udenlandske udbydere (læs Google og Facebook mfl.) kvalitativt ekstremt meget dygtigere end mange lokale medier og annoncenetværk. Det er derfor, Google fx har fjernet så meget omsætning fra danske medier. De leverer varen i en digital tid.

Hvad der springer i øjnene er, at det digitale domæne har øget efficiensen af annoncering dramatisk. There’s no turning back. Print kommer aldrig til at kunne levere det samme på præcision, dynamik, omkostningseffektivitet. Og klassisk online-annoncering med bannere og post mortem-rapporter klarer den heller ikke.

 

%d bloggers like this: