Tribute til Elon Musk og den fysiske verden – ikke al nytænkning er apps


Elon Musk, manden bag Tesla, har lige lanceret det produkt, som i et slag med stor sandsynlighed vil ændre fundamentalt på energisektoren: Et batteri til at hænge på væggen.

Værsgo: 10 kwh kapacitet for 3500 dollar. En Tesla model S kommer med 60 eller 85 kwh kapacitet, så det væghængte hjemmebatteri er en meget overskuelige størrelse i forhold til, hvad der allerede monteres i bilerne.

Produktvejen til det væghængte batteri er, hvad man skal hæfte sig ved. Det er den, der er interessant. Det er et klassisk eksempel på teknologisk udvikling.

Først laver Tesla en sportsvogn og får styr på motorer osv. Derefter bygger Tesla den fine model S. Undervejs går det galt for endnu en batteriproducent. Og et eller andet andet sted undervejs beslutter Elon Musk, at der er behov for at bygge en batterifabrik.

Men hov… når man først begynder at lave batterier til bilerne, så er et væghængt batteri til hjemmebrug piece of cake, altså hvis man tænker teknologisk ekspansivt.

Med batteriteknologi i den skala, må en hel del eksponentiel acceleration forventes. Faldende priser, stigende anvendelse. Og der skal ikke forfærdelig meget til, før solceller og møllers problem med at lagre energi er en fortidig problematik.

Kombineret med lidt nytænkning i energisektoren, så er der potentiale til virkelig store nyheder i retning af uafhængighed af fossil energi

Det fantastisk spændende ved Musk er, at han hele tiden tiden tænker teknologisk ekspansivt. Hyperloop er et andet eksempel – lad os bygge et super-højhastighedstog og virkelig ændre på afstandsopfattelsen på kloden.

En anden vigtig egenskab ved Musks måde at tænke på, er at han er fuldstændig opmærksom på den fysiske virkelighed. Hvor andre laver apps og bliver rige på det, så bygger Musk fysiske genstande, der løser fysiske problematikker.

Hurra for det. Den fysiske virkelighed findes og der er enorme muligheder i den.

Fra 100 til 0 på et upgrade – Google smadrer Nexus 5 med Android 5.1


Min aktuelle telefon, en Google Nexus 5, plejer at indbringe anerkendende nik fra mine udviklernørdede venner og bekendte. Det er en god telefon, den har en god størrelse, den er rimelig hurtig, prisbillig og stabil.

Stabil? Not. Not anymore.

Jeg havde desværre vænnet mig til at stole på Google og på kvaliteten af deres softwareopdateringer. Derfor downloadede og installerede jeg med glæde Android 5.1 til afløsning for min Android 5.0.

Det skulle jeg aldrig have gjort.

Telefonen laver nu minimum ti genstarter pr dag, af sig selv. Nogle af dem er bare en genstart, andre er af den slags, hvor Android åbenbart synes at 140 apps skal optimeres og derfor lige må løbes igennem.

Sådan her ser telefonens absencer ud på batterimåleren.

Screenshot_2015-04-25-15-51-51 Screenshot_2015-04-25-01-21-50

 

Symptomerne ligner en klassisk memory leak, altså at noget software gopler sig ind på noget andet og overskriver det. Jeg har endda lært at genkende symptomerne. “Sluk” spørger telefonen – og inden man har mulighed for at swipe væk, lukker den ned.

Genstarterne har det med at koste data. Den ene gang røg passwords til Wi-Fi. Den næste røg alarmerne. Og nu senest dropbox.

Det er noget, der virkelig rammer mange, se fx denne tråd hos Google selv. Mange mange indlæg, siden frigivelsen af 5.1. Og det er også noget, andre medier er begyndt at skrive om.

Mærkeligt nok reagerer Google ikke. Man kan læse sig til, at Google har sendt en del ejere til producenten LG for at få byttet telefonen. Men det er jo helt galt. Det er tydeligvis en softwarefejl.

Desværre er der visse rapporter om, at det er en softwarefejl, som angiveligt skriver så mange gange i telefonens flash-hukommelse, at hukommelsen går død. Hvis det er korrekt, så er der virkelig grund til at blive sur. For så har denne opdatering faktisk fysisk brændt telefonen af, hvorefter en udskiftning af motherboardet kan blive nødvendig.

Lige nu er min telefon bootet i “safe mode”.

(Når du beder om sluk på knappen, kommer en dialogboks op. Hold fingeren på den, indtil du bliver spurgt, om du vil i Safe Mode.)

Det ser ud til at virke. Telefonen har nu været stabil et lille døgn.

Men der er en bagside ved Safe Mode: Kun fabriksinstallerede apps kan bruges. Telefonen er ca. retrograderet fra smartphone til phone.

Correction: Den dør også i safe mode.

Der er al mulig grund til at advare mod dette upgrade!

Ikke godt nok, Google.

Digitalisering af energi – et wake-up call til to danske brancher


Lad mig starte med en lille reklame: 30. april har Ingeniørforeningen besøg af Ramez Naam.

Ramez er hus-ekspert i energi på Singularity University og derfra kommer nogle bemærkelsesværdige budskaber. Dels om produktion af energi, dels om forbrug. Retningen er mod mere og billigere energi. Og værktøjet er drevet af dels solceller mm. og dels af digitalisering af hele kæden fra produktion til forbrug. Ramez har baggrund i softwareverdenen, faktisk er en han ”medskyldig”  i Outlook.

Digitalisering af energi? Ja, for nogle år siden var den store diskussion i Danmark om, hvorvidt vi skal have intelligente elmålere. Intelligente elmålere, der kan aflæses af forbrugerne og af energiselskaberne blev set som et redskab til at lære om ens forbrug og til at forenkle aflæsningsproceduren. På sin egen, teknologisk ret primitive måde er det et eksempel på digitalisering af energi.

Men det er oplagt, at en meget mere transparent og langt mere smidig styring af energi på forbrugssiden kan øge effektiviteten, dvs. mindske forbruget. Tænk internet of things – alle lamper og maskiner er online og har et ip-nummer og kan fortælle om tilstand og forbrug. Og på leverandørsiden kan aggregeret viden om forbrug ændre hele smidigheden af produktionen – markedet for energi kan gøres meget mere effektivt og smidigt.

Men der er et wake-up call i dette, nu, og til to danske brancher.

For vi har en meget dygtig energisektor, som overhovedet ikke har fat i det digitale håndtag. Der bliver tænkt i rør, stænger, ledninger og kraftværksdimser og møller og hardware. Den del, der hedder information om energi, den er svær at få øje på.

Vi har en meget dygtig softwaresektor, som har travlt med at lave systemer og apps. Og som kun i meget begrænset omfang har fat i den fysiske verden. (Og når vi forsøger at få software og hardware til at arbejde sammen, så kommer der sommetider et rejsekort ud af det). El-, energi og dermed digitalisering af verdens vigtigste fysiske ressource, det er svært at få øje på.

Arrangementet med Ramez er en chance til at komme i gang. Der er totalt blue ocean forude, men hvor er vores skibe?

 

Bureaukrati bringer studenterkørsel i fare. Forslag til løsning


Noget tyder på at politiet om nogle måneder kan ende i en “velkommen på forsiden”-situation, for at afbryde årets traditionelle studenterkøretur i gamle køretøjer.

Situationen er nemlig kort fortalt den, at der fremover vil blive håndhævet et EU-krav om fartskrivere i lastbiler, der bruges til studenterkørsel, uanset om så lastbilen er fra 1800-hvidkål.

Det krav har der hidtil været dispenseret fornuftigt fra, men eftersom kravet kommer fra EU (som i det aktuelle regelværk har glemt sin normale undtagelse for ældre køretøjer) og eftersom politiet åbenbart er blevet træt af at dispensere, så skal det nu være slut.

“Det ville medføre en konkurrencemæssig fordel, hvis studenterkørsel i veteranlastbiler kunne udføres uden at overholde disse regler. Udover hensynet til en fair konkurrence taler også hensynet til chaufførens arbejdsforhold og færdselssikkerheden imod at lade erhvervsmæssig studenterkørsel,” lyder det fra Rigspolitiet ifølge Ekstrabladet.

Med argumentet konkurrencefordel vælger Rigspolitiet side til fordel for 3×34 og andre almindelige vognmandsforretninger, hvor bilerne jo er nye og har nyt udstyr.

Chaufførens arbejdsforhold og færdselssikkerheden er ikke jordens stærkeste argumenter. Der køres kun studenter få dage om året, og der er mange pauser på turene. Hensynet til færdselssikkerheden må handle om at fartskriveren kan logge hastighedsovertrædelser. Den lader vi stå et øjeblik; mener politiet, at hastighedsgrænserne kan overtrædes, hvis studenterne skubber bagpå?

“Justitsministeriet kan i øvrigt bemærke, at køre- og hviletidsforordningens artikel 3, litra i, om erhvervskøretøjer, der har veteranbilstatus i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor der køres i dem, og hvorpå forordningen ikke finder anvendelse, kun omfatter køretøjer, som anvendes til ikke-erhvervsmæssig personbefordring eller godstransport,” lyder det fra justitsministeren i et svar til Folketinget.

Man fornemmer en større sag med bilag suse rundt mellem ministerium og rigspoliti.

Gammelkøretøjsforeningen Motorhistorisk Samråd har stillet flere forslag til en måde at løse problemet med reglerne om fartskriver i de gamle lastbiler til studenterkørsel.

Men hvad med at bruge moderne hjælpemidler, når det nu *skal* være?

I stedet for at dekretere dyre forandringer på de gamle biler for montage af gammeldags apparat som en fartskriver, så kunne politiet jo kræve, at der er en smartphone på lastbilen og at chaufføren på anfordring kan browse til Google location history. Normalt er mange kritiske til “Googles overvågning”, men her kan den gøre nytte, for den viser jo en fornem historik, inkl. kort, over hvor bilen har været. Man kan også bruge en sportsapp.

Så et forslag kunne være: Skriv en once-and-for-all dispensationsregel, “den danske tolkning af EU-reglen om fartskrivere”, om at en log via smartphone er tilladt. Lad den gælde køretøjer ældre end 30 år, som kører lejlighedsvis.

Eller kræv en kørebog i bilen med notat af hvert stop – ankomst, adresse, afgang.

Så skulle den ged være barberet.

Norwegians fromme håb og døde check-in automater


En gang i mellem må man godt bare lufte irritation, ikke?

For nogle uger siden skulle jeg til Ålborg med Norwegian fra København. Jeg ankom på grund af tung trafik, som havde kostet mig mindst 35 minutters forsinkelse, desværre ret sent, nemlig ca fem minutter før seneste check-in, som er 30 minutter før afgang.

Dvs. sent men formelt set til tiden. Hvis altså jeg kunne checke ind.

Første check-in automat gik ned. Anden gik ned.

Det så sådan ud:

IMG_20150224_095842

Og sådan:

IMG_20150224_095853

Mens jeg kæmpede med den tredje gik Norwegians folk ved bagagemodtagelsen. Automaten, som var ekstremt langsom, afviste mit checkin, da klokken nu var passeret 9:30.

Jeg kunne ikke lige finde et nummer til Norwegian (for der står ikke noget på skiltene) og det kunne mit rejsebureau heller ikke, da jeg nåede igennem til dem. Så jeg måtte glo på at flyet tog afsted.

Efterfølgende skrev jeg til Norwegian om sagen. Jeg er i to runder blevet blankt afvist.

Sidste gang lyder Norwegians svar i sin helhed:

Vi henviser til din e-mail modtaget den 31.03.2015.

Der findes rundt omkring i lufthavnen mange check-in automater og har der været problemer med enkelte, er der mulighed for at forsøge check-in ved andre maskiner.

Du har tidligere informeret os om, at dit rejsebureau kontaktede os klokken 09.40 og flyet gik klokken 10.00, det har da været for sent at ændre billetten også for dem.

Som vi skrev i tidligere e-mail, så anbefaler vi vores passagerer at være i lufthavnen 2 timer før afgang, idet det er vigtigt at tage højde for eventuel kø samt andre problemer der kan opstå.

Vi fastholder på baggrund af dette, vores afgørelse fra tidligere e-mail, og kan ikke imødekomme dit krav om refusion af SAS billetten.

Vi beklager endnu en gang, men håber ikke at dette fraholder dig fra at vælge Norwegian ved eventuelle fremtidige rejser.

Det betyder, at de reglen om at 30 minutter før afgang faktisk ikke gælder. Det betyder, at det er er passagerernes ansvar at finde en brugbar automat, også selv om de f.eks. må hen i udenrigsterminalerne, så man skal nok nærmere sige én time før. Det er ikke Norwegians ansvar, hvis automaterne ikke virker. Det er passagerernes. Og det er ikke Norwegians personales opgave at hjælpe passagerer, der åbenlyst har problemer med automaterne nogle få meter væk fra hvor de står.

Ja, det kan godt være, at det er lige emsigt nok til de fleste af jer. Men for mig er der to konklusioner:

  • Norwegians serviceniveau og evne til at imødkomme passagerer er ikke i top.
  • Automater til check-in er smarte. Men stol ikke på teknologi. I hvert fald ikke betingelsesløst. Og hav altid telefonnummeret til flyselskabet ved hånden.

Hvem mon har ansvaret, hvis nogen en dag anlagde sag om noget i denne stil?

Selvkørende biler – nu strammer det til – lad os sige fem år


Det må være på tide med et hurtigt overblik over, hvad situationen er med selvkørende biler.

Alle ved, at Google har gang i noget, og jeg har tidligere (i 2013) vurderet, at der var nogle bilgenerationer fra det nuværende stade til selvkørende biler.

Tesla fortalte i marts at de kan gøre deres biler selvkørende med en software-opdatering – og denne blog dyrkede emnet. Men allerede i september 2014, havde Tesla lovet fuldt selvkørende biler inden for fem år.

I oktober 2014 demonstrede Audi en tur rundt på Hockenheimring i fuld fart.

Bevæger vi os lidt ned i det mere nørdede, dér hvor den rigtige teknik foregår, så er Audi faktisk en hel del længere end det. Audi har nemlig banket størrelsen af den computer, der skal til for at gøre en bil selvkørende ned, så den kan ligge i en sidelomme i bilen. Og en af de skønne detaljer er, at det sker ved hjælp af en NVDIA-processor.

Så er vi nede i de detaljer, hvor medier normalt ikke gider rapportere, men hvor det vigtige er.

Ud over Tesla, Audi og Google arbejder nemlig mindst tre forskellige af bilindustriens stor-underleverandører på systemer til selvkørende biler.

Bosch som bl.a. giver denne officielle indgang til deres projekter. (Fodnote til IT-nørderne: Se! Bundsolide Bosch bidrager på Github). Lidt forsigtigere end Tesla lover Bosch selvkørende biler inden for ti år.

Continental er måske knapt så kendt, men de slog sig sammen med IBM om selvkørende biler i september sidste år.

Bosch og Continental er værd at lægge mærke til også fordi de råder over nogle af de grundteknologier, selvkørende biler skal bruge, såsom sensorerne.

Endelig er der monsterstore amerikanske Delphi, som lige har kørt en ombygget Audi tværs over USA og bobler af fryd over resultatet.

Hvad fortæller ovenstående til sammen? Jo: Minimum seks store virksomheder med tunge teknologiske færdigheder er i gang – og de lover selvkørende biler senest i 2025.

Ti år.

Det er indenfor levetiden af min nuværende (ikke helt unge bil).

 

Dansk rumfart efter kapitel ét: Fremtidens lederskab i en crowdsourcet verden


Enhver andelsforening kender det: Slagsmålet om trappevasken på den årlige generalforsamling. Kælderafløbet. Vedligholdelsen af altanerne. Og de efterladte cykler i kælderen.

I Foreningsdanmark bør vi med en historik tilbage til 1860’erne efterhånden være meget skolede i, hvordan man holder generalforsamlinger, hvordan man arbejder sammen, hvordan man ikke lader følelserne løbe af med det hele. Sådan noget som at beslutninger på generalforsamlinger er bindende og skal respekteres, det bør være en del af vores DNA.

Alle foreninger har et mål og alle foreninger vil til alle tider diskutere, hvilken vej til målet, der er mest fordelagtig. Og om målet er det rette. Og om pengene rækker og hvor de skal komme fra. Og om, hvem som fik den gode idé (som alle jo har en flig af) og om, hvem som ikke fik den dårlige idé (som ingen vil kendes ved). For foreninger består af mennesker.

Vi er ca ti år inde i en ny tid (netværksalderen), hvor andelsforeningernes muligheder er blevet meget større og deres rækkevidde og gennemslagskraft stærkt udvidet. På grund af internettet.

Jeg har netop med en blanding af især ærgrelse, men også undren og endda en vis nysgerrighed ala dr. Lieberkind genlæst slagsmålet på ing.dk om Peter Madsens og Kristian von Bengtsons heroiske forsøg på at erobre rummet, sådan som det nu er faldet i det, amerikanerne kalder smithereens. Hvor mere eller mindre alle skyder på alle og ingen evner at få støvet til at lægge sig. Et gigantisk engagement fra utallige mennesker ophobet og under affyring.

At det kunne gå den vej var tydeligt – sagt uden at gå i detaljer – da Kristian forlod projektet efter konflikter med Peter, hvorefter Peter selv røg ud af projektet og et mere anonymt, men dedikeret hold ruller det videre med en noget lavere cigarføring. Og managementundervisere og andet godtfolk indtager scenen med deres ligegyldige run-of-the-mill kommentarer.

Personligt skal jeg vedgå at have en beskeden andel i projektets acceleration, idet jeg som daværende chef for ing.dk inviterede Peter og Kristian til at blogge. Det gjorde jeg, fordi deres projekt var vildt, men også fordi det var evident, at de to er enestående dygtige fortællere. Personligt har jeg oplevet Peter matche en amerikansk astronaut og fremragende taler på en scene – det er en unik evne at have.

Deres første indlæg startede smukt og derefter begyndte den mekanisme, der er berørt på denne blog at rulle.

I netværksalderen kan en andelsforening nemlig rulle på et brændstof af ”Crowd. Synlighed. Mennesker.” Det ved de alt om i Open Source-miljøet.

Og så længe man kan håndtere konflikterne, går det. En anden blogger på ing.dk – den globalt kendte programmør Poul Henning Kamp – har faktisk før blogs overhovedet fandtes begået en fin lille vejledning i at få en andelsforening (eller et Open Source-team) til at fungere, når alle vil bestemme farven på cykelskuret.

Læs den. Læs den igen. Læs den en gang til før du evt kommenterer på dette indlæg (hvilket du så efterfølgende skal være velkommen til).

Læringen af raketprojektet, hvor vi er nået til nu, er:

  • Man kan i netværksalderen engagere en eller flere størrelsesordner flere mennesker i et projekt end det har været muligt nogensinde tidligere.
  • Det betyder en helt ny størrelse potentiale (slagkraft).
  • Adgangen til teknologi og til at finansiere er demokratiseret.

Det betyder store nye muligheder (man kan bygge verdens største amatørraket), men også nye krav, hvis man skal lykkes.

Der skal i netværksalderen en helt anden model for samarbejde til. Hvis mejeristen på andelsmejeriet eller brugsuddeleren eller deres formand skabte utilfredshed, kunne han fyres og afsættes. Men hvis man vil flyve ud i rummet, så skal man både kunne rumme store personligheder, mange menneskers engagement og hyperkomplekse interesser.

Det kræver et helt nyt niveau af lederskab. Det kræver store personligheder, men måske også nogle usynlige ledere, som kan gå i skyggen af frontfigurerne og få tingene til at fungere.

Der skal være et højt mål, som alle der har selv det mindske hjørne af en personlig mening, skal kunne rette ind efter.

Den modenhed har vi efter 150 års andelsbevægelse ikke, den er sjældent set. Men vi bliver nødt til at få den, hvis vi vil i rummet baseret på frivillige, engangement, crowdfunding og gode historier.

Kan forsikringsselskaber medskabe ny sundhedsinnovation?


På det seneste har jeg kigget på fremtidens sundhedsteknologi i et forsøg på både at vise, hvordan formelle strukturer i samfundet står i vejen for fremskridt på området – og er samtidig gået lidt i detaljer med de konkrete teknologier.

diabetesområdet handler det om at få skub i udviklingen af kombinationer af insulinpumper og glukose-sensorer, så patienterne kan få en mere perfekt regulering af insulintilførsel og blodsukkerniveau. Pumper findes og sensorer findes, men fremdriften på at kombinere er lav, så i stedet for at vente, laver forældrehackere deres egne systemer. I dagens udgave af Ingeniøren dyrkes dette emne yderligere.

DNA-profilområdet er der lige kommet en enkelt lille solstråle igennem skydækket – idet amerikanske FDA har tilladt virksomheden 23andme at give deres kunder viden om forekomsten af bestemte gener og en bestemt sygdom – efter at denne adgang har været lukket ned i længere tid.

I begge tilfælde er det formalstrukturer, der standser innovationen. Nemlig godkendelsen af nye sundhedsteknologiske muligheder.

Man kan sige, at det i begge tilfælde handler om risiko, begrænsning af ulykker og en seriøs faglig regulering. En fejlagtig automatisk insulinpumpe kan slå patienter ihjel. En forkert tolkning af DNA-data kan skabe unødig frygt.

Men måske kunne disse risici håndteres mere fornuftigt og med større innovativt udbytte?

I tilfældet diabetes er den langsigtede konsekvens af en dårlig insulinregulering et helt katalog af følgesygdomme; blindhed, amputation, dårlig livskvalitet og tidlig død. Men en fejl i systemet betyder akut risiko.

Langsigtet risiko mod kortsigtet. Og den kortsigtede vinder.

En producent af insulinpumper skal ikke nyde noget af at risikere at slå patienter ihjel. Derfor går ingen rigtig i gang med pumperne.

Men kig lidt mere på, hvem som vinder hvad.

Hvem betaler for den langsigtede risiko? I Danmark er svaret, at det gør samfundet i form af tab af arbejdsevne, tab af livskvalitet, livslange, dyre behandlinger. I andre lande med et forsikringselement i sundhedssystemet, der vil nogle af de langsigtede udgifter skulle betales af forsikringerne.

Det betyder omvendt også, at det gevinsten ved en bedre behandling tilfalder forsikringsbranchen eller samfundet. Det er dér, pengene er.

Derfor kunne man spørge om ikke vi skulle kigge lidt mere på samfundets/forsikringsselskabernes evne til at hjælpe deres borgere/kunder med at mindske risiko gennem teknologisk innovation.

Der skal en anden type risikoforståelse til.

En mere brugernær/borgernær måde at diskutere risiko og indgå i innovation – hvor eksempelvis diabetespatienter kan stå med mere tydelige vurderinger af ny teknologi. ”Hvis du vælger en closed-loop pumpe nu, så kan den risikere at overdosere insulin og det kan være meget farligt. Men hvis du vælger den, så forbedrer du din langsigtede livskvalitet meget”.

Det kræver et generationsskifte hos sundhedsmyndighederne. Og det kræver en anden rammesættelse i det regulatoriske system.

Sundhedsteknologi foran den eksponentielle kløft – hvornår kommer hoppet?


For en måned siden åbnede FDA den første lille luge på klem for fremtidens personlige helbred ved at tillade, at DNA-profilvirksomheden 23andme kan offentliggøre de første statistisk baserede data for forbindelsen mellem eksistensen af bestemte genmarkører og forekomsten af sygdomme hos et individ, der har fået scannet sit genom hos dem.

Situationen har ellers været den lidt absurde, at de af os, der fik lavet DNA-scanninger inden 25. november 2013, har fri adgang til 23andme’s data om os, mens kunder, der har fået scannet deres DNA efter denne dato, efter dekret fra FDA kun kan bruge data til at undersøge afstamning og familie, men ikke sygdomme.

En af USAs mest interessante teknologidebattører Vivek Wadhwa har fejret nyheden i denne klumme, som dels er kritisk til de amerikanske myndigheders langsommelighed med at acceptere ny teknologi, som f.eks. det at DNA-scanninger kan skabe viden for patienter – men også har en ny advarsel om ejerskabet til fremtidens sundhedsdata.

Det bredere perspektiv kan man let se, hvis man laver en slags gap-analyse:

Teknologien kan stadig mere – ydeevnen i forhold til pris stiger efter en eksponentialkurve. I denne sag f.eks.:

Nye data skabes – for eksempel med personlige scanninger af DNA.

Endnu flere nye data indsamles ved at brugerne selv afleverer information. For eksempel om lidelser og symptomer.

Data kan lagres og behandles – billigt. Pludselig kan man koble forekomsten af bestemte DNA-sekvenser med bestemte symptomer. Man skal selvføgelig huske, at korrelation ikke beviser en årsagssammenhæng (correlation is not causation). Men der kan dannes en basis for nye teser.

Pludselig står vi med en tjeneste som 23andme, som tilbyder en personlig tilbagemelding på mine gener og mine sygdomme. Hvilket ændrer på balancen mellem borger og læger og uundgåeligt vil føre til helt nye måder at opdage og forebygge sygdomme.

Helt personligt oplevede jeg for nogle år siden en læge sige: “Vi skal lige teste, om du har diabetes”. Mit svar var, at “det har jeg ikke – vil du se min DNA-test?” (som viser en ekstremt lav risiko for diabetes), og desuden ved jeg jo (jf hackerbloggen) hvordan diabetessymptomer ser ud. Min læge var fornuftig nok, men insisterede på testen anyway, og den var selvfølgelig negativ.

Gappet er der – mellem de eksponentielt voksende teknologiske muligheder og de lineært tænkte, eksisterende, traditionelle diagnosemetoder, behandlinger og sundhedsorganisationer. Et voksende gap.

Det interessante er således, hvordan det regulatoriske system følger med. Og det er den usikre vej, vi nu kan forvente at se nye skridt taget på, med FDAs nu knapt så stramme greb.

Tesla snart selvkørende – via en softwareopdatering


Selvkørende biler er på vej. Langt mere på vej, end de fleste almindelige mennesker (og transportministre) begriber.

I oktober 2011 rapporterede jeg om Googles selvkørende bil, som jeg havde rørt ved i Silicon Valley – se også mine amatørfotos.

Reaktionen herhjemme var at “ja ja og hvornår kan de flyve?”. “Det varer længe”. “Vi tror ikke på det”.

Lidt over tre år senere kommer så nyheden om at “Teslas biler er meget tæt på at kunne køre førerløst”.  Og nej, det er ikke rygter. Tesla fortæller selv på Twitter at “Software Update 6.2 enhances the cars active safety features, bringing Model S closer to autonomous capabilities”.

Det er ikke den store overraskelse, hvis man har et minimum af forståelse for Teslas opbygning. Det er ikke en bil. Det er en computer med hjul. Det er heller ikke en overraskelse, når man hører rygter om, hvem Tesla har headhuntet her på det seneste. Og mens vi er ved rygterne: Keep an eye out for Germany. Jeg har god grund til at formode, at selvkørende teknologi er under kommerciel udvikling dernede.

Endelig er det ikke en overraskelse, når man ved, at informationsteknologi kører på eksponentialkurver og driver andre teknologier frem. Det emne vender vi tilbage til.

Perspektivet er, at vi snart holder op med at diskutere “om” selvkørende biler kommer og kan begynde på “hvad det vil betyde, når” de kommer. I see some major opportunities and disruptions lige lidt længere nede af vejen. Dem vender vi også tilbage til, snart.

 

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 1.351, der følger denne blog

%d bloggers like this: