Kan forsikringsselskaber medskabe ny sundhedsinnovation?


På det seneste har jeg kigget på fremtidens sundhedsteknologi i et forsøg på både at vise, hvordan formelle strukturer i samfundet står i vejen for fremskridt på området – og er samtidig gået lidt i detaljer med de konkrete teknologier.

diabetesområdet handler det om at få skub i udviklingen af kombinationer af insulinpumper og glukose-sensorer, så patienterne kan få en mere perfekt regulering af insulintilførsel og blodsukkerniveau. Pumper findes og sensorer findes, men fremdriften på at kombinere er lav, så i stedet for at vente, laver forældrehackere deres egne systemer. I dagens udgave af Ingeniøren dyrkes dette emne yderligere.

DNA-profilområdet er der lige kommet en enkelt lille solstråle igennem skydækket – idet amerikanske FDA har tilladt virksomheden 23andme at give deres kunder viden om forekomsten af bestemte gener og en bestemt sygdom – efter at denne adgang har været lukket ned i længere tid.

I begge tilfælde er det formalstrukturer, der standser innovationen. Nemlig godkendelsen af nye sundhedsteknologiske muligheder.

Man kan sige, at det i begge tilfælde handler om risiko, begrænsning af ulykker og en seriøs faglig regulering. En fejlagtig automatisk insulinpumpe kan slå patienter ihjel. En forkert tolkning af DNA-data kan skabe unødig frygt.

Men måske kunne disse risici håndteres mere fornuftigt og med større innovativt udbytte?

I tilfældet diabetes er den langsigtede konsekvens af en dårlig insulinregulering et helt katalog af følgesygdomme; blindhed, amputation, dårlig livskvalitet og tidlig død. Men en fejl i systemet betyder akut risiko.

Langsigtet risiko mod kortsigtet. Og den kortsigtede vinder.

En producent af insulinpumper skal ikke nyde noget af at risikere at slå patienter ihjel. Derfor går ingen rigtig i gang med pumperne.

Men kig lidt mere på, hvem som vinder hvad.

Hvem betaler for den langsigtede risiko? I Danmark er svaret, at det gør samfundet i form af tab af arbejdsevne, tab af livskvalitet, livslange, dyre behandlinger. I andre lande med et forsikringselement i sundhedssystemet, der vil nogle af de langsigtede udgifter skulle betales af forsikringerne.

Det betyder omvendt også, at det gevinsten ved en bedre behandling tilfalder forsikringsbranchen eller samfundet. Det er dér, pengene er.

Derfor kunne man spørge om ikke vi skulle kigge lidt mere på samfundets/forsikringsselskabernes evne til at hjælpe deres borgere/kunder med at mindske risiko gennem teknologisk innovation.

Der skal en anden type risikoforståelse til.

En mere brugernær/borgernær måde at diskutere risiko og indgå i innovation – hvor eksempelvis diabetespatienter kan stå med mere tydelige vurderinger af ny teknologi. ”Hvis du vælger en closed-loop pumpe nu, så kan den risikere at overdosere insulin og det kan være meget farligt. Men hvis du vælger den, så forbedrer du din langsigtede livskvalitet meget”.

Det kræver et generationsskifte hos sundhedsmyndighederne. Og det kræver en anden rammesættelse i det regulatoriske system.

Sundhedsteknologi foran den eksponentielle kløft – hvornår kommer hoppet?


For en måned siden åbnede FDA den første lille luge på klem for fremtidens personlige helbred ved at tillade, at DNA-profilvirksomheden 23andme kan offentliggøre de første statistisk baserede data for forbindelsen mellem eksistensen af bestemte genmarkører og forekomsten af sygdomme hos et individ, der har fået scannet sit genom hos dem.

Situationen har ellers været den lidt absurde, at de af os, der fik lavet DNA-scanninger inden 25. november 2013, har fri adgang til 23andme’s data om os, mens kunder, der har fået scannet deres DNA efter denne dato, efter dekret fra FDA kun kan bruge data til at undersøge afstamning og familie, men ikke sygdomme.

En af USAs mest interessante teknologidebattører Vivek Wadhwa har fejret nyheden i denne klumme, som dels er kritisk til de amerikanske myndigheders langsommelighed med at acceptere ny teknologi, som f.eks. det at DNA-scanninger kan skabe viden for patienter – men også har en ny advarsel om ejerskabet til fremtidens sundhedsdata.

Det bredere perspektiv kan man let se, hvis man laver en slags gap-analyse:

Teknologien kan stadig mere – ydeevnen i forhold til pris stiger efter en eksponentialkurve. I denne sag f.eks.:

Nye data skabes – for eksempel med personlige scanninger af DNA.

Endnu flere nye data indsamles ved at brugerne selv afleverer information. For eksempel om lidelser og symptomer.

Data kan lagres og behandles – billigt. Pludselig kan man koble forekomsten af bestemte DNA-sekvenser med bestemte symptomer. Man skal selvføgelig huske, at korrelation ikke beviser en årsagssammenhæng (correlation is not causation). Men der kan dannes en basis for nye teser.

Pludselig står vi med en tjeneste som 23andme, som tilbyder en personlig tilbagemelding på mine gener og mine sygdomme. Hvilket ændrer på balancen mellem borger og læger og uundgåeligt vil føre til helt nye måder at opdage og forebygge sygdomme.

Helt personligt oplevede jeg for nogle år siden en læge sige: “Vi skal lige teste, om du har diabetes”. Mit svar var, at “det har jeg ikke – vil du se min DNA-test?” (som viser en ekstremt lav risiko for diabetes), og desuden ved jeg jo (jf hackerbloggen) hvordan diabetessymptomer ser ud. Min læge var fornuftig nok, men insisterede på testen anyway, og den var selvfølgelig negativ.

Gappet er der – mellem de eksponentielt voksende teknologiske muligheder og de lineært tænkte, eksisterende, traditionelle diagnosemetoder, behandlinger og sundhedsorganisationer. Et voksende gap.

Det interessante er således, hvordan det regulatoriske system følger med. Og det er den usikre vej, vi nu kan forvente at se nye skridt taget på, med FDAs nu knapt så stramme greb.

Tesla snart selvkørende – via en softwareopdatering


Selvkørende biler er på vej. Langt mere på vej, end de fleste almindelige mennesker (og transportministre) begriber.

I oktober 2011 rapporterede jeg om Googles selvkørende bil, som jeg havde rørt ved i Silicon Valley – se også mine amatørfotos.

Reaktionen herhjemme var at “ja ja og hvornår kan de flyve?”. “Det varer længe”. “Vi tror ikke på det”.

Lidt over tre år senere kommer så nyheden om at “Teslas biler er meget tæt på at kunne køre førerløst”.  Og nej, det er ikke rygter. Tesla fortæller selv på Twitter at “Software Update 6.2 enhances the cars active safety features, bringing Model S closer to autonomous capabilities”.

Det er ikke den store overraskelse, hvis man har et minimum af forståelse for Teslas opbygning. Det er ikke en bil. Det er en computer med hjul. Det er heller ikke en overraskelse, når man hører rygter om, hvem Tesla har headhuntet her på det seneste. Og mens vi er ved rygterne: Keep an eye out for Germany. Jeg har god grund til at formode, at selvkørende teknologi er under kommerciel udvikling dernede.

Endelig er det ikke en overraskelse, når man ved, at informationsteknologi kører på eksponentialkurver og driver andre teknologier frem. Det emne vender vi tilbage til.

Perspektivet er, at vi snart holder op med at diskutere “om” selvkørende biler kommer og kan begynde på “hvad det vil betyde, når” de kommer. I see some major opportunities and disruptions lige lidt længere nede af vejen. Dem vender vi også tilbage til, snart.

 

Diabetes-løsninger – ny biologi og hemmelige hack


Sundhedsområdet bliver et af de kommende års allermest interessante teknologiske områder. For det er et område, der pletvis hænger i håndbremsen til trods for at virkelig store potentialer presser på. Den slags plejer at føre til eksplosioner, når først presset bliver stort nok.

En af pletterne er diabetes type 1 – den insulinkrævende, som man typisk får i en ung alder. Og for at få min motivation på det rene: Jeg har en datter med diabetes type 1. Hun fik sygdommen som lille, for ca 15 år siden, og jeg lovede hende teknologioptimistisk, at der højest ville gå ti år, så havde teknologi løst problemet”. Det løfte holder hun fast på og jeg må erkende, at teknologien ikke har leveret.

Diabetes type 1 skyldes at kroppens insulinproducerende celler (såkaldte betaceller) af en eller anden stadig ret ukendt årsag bliver spist af kroppens eget immunsystem. Hvorefter der ikke dannes insulin, som kroppen har brug for til at omsætte sukker i cellerne. Hvorefter man får højt blodsukker, efterhånden bliver forgiftet og sluttelig kommer af dage.

Siden 1920’erne har behandlingen været at dagligt indgive insulin med sprøjter, senere penne. Oprindelig insulin udvundet fra slagtede dyrs bugspytkirtler, i dag fremstillet via gensplejsede organismer – hvilket fortsat er Novos store forretning.

Den lægefaglige strategi for dosering af insulin har på de 15 år ændret sig fra tidligere tiders helt firkantede regimer: Samme indtag af kulhydrat hver dag, samme spisetider, samme insulinmængder. I ingeniørbegreber hedder det steady state. Og det er muligvis let for en læge at forholde sig til, men det har ikke noget med et levende barns skiftende sult og aktivitet at gøre. Dér er der blødt op og kommet mere fornuft ind.

På de 15 år er insulinpennene også blevet lidt smartere. Blodsukkermåleapparaterne er blevet bedre. Der findes insulinpumper og der findes sensorer til at måle blodsukker i kroppen. Men fjerner man de finere nuancer, er stadet ikke meget bedre end for 15 år siden.

Så hvad kan der ske?

Det handler om at skabe en dynamisk og behovsstyret tilførsel af insulin til kroppen. To løsningsstrategier er i spil, den biologiske og den elektroniske.

Den biologiske:

Dan nogle nye betaceller og anbring dem i kroppen. Rigtig mange undervarianter af dette har været under udvikling. F.eks. at pakke betaceller fra en donor – evt. et donordyr – ind i en passende emballage, en barriere, så udstødelse fra kroppen undgås og kun de nødvendige stoffer kan transporteres ind og ud af cellepakken.

Tanken har været der længe, men successerne er udeblevet.

Dog er der for ganske nylig kommet en rigtig nyhed: Nemlig at det nu er blevet muligt at fremdyrke humane bugspytkirtel-celler i stor skala. Artiklen ”Generation of Functional Human Pancreatic β Cells In Vitro“ er den, man skal læse.

Den elektroniske:

Mange forskellige sensorer til måling af blodsukker findes. De har nogle stabilitetsproblemer og holder kun en begrænset periode, fx dage. Men har dog gradvist bevæget sig i en brugbar retning.

Problemerne ligger i at måle sukker i blodet stabilt nok og præcist nok.

Der findes også en række fornuftige insulinpumper, som via efterhånden ret sofistikerede programmeringer kan dosere og injicere insulin.

Når nu der eksisterer sensorer, der kan måle blodsukker, og der eksisterer elektroniske pumper, hvorfor så ikke koble dem sammen?

Ja her møder vi et af teknologiens lidt mere underlige hjørner. For det er der selvfølgelig nogen, som har gjort. Men i modsætning til så meget andet, der deles i hackerspaces og open source-miljøer, så holder de helt tæt med deres opskrifter. For sker en fejl i programmet, som betyder en større overdosering af insulin, ja så kan det koste bæreren af kombi-apparatet livet – og derefter kan open source-hackeren  se frem til en gedigen erstatningssag på halsen

Derfor holder de tæt. Men de findes, jf ”Diabetes patients hack their own bionic pancreases

Det er der, vi er. Der sker for lidt og jeg kan ikke holde mit løfte til min datter på teknologiens vegne.

Hvordan skal vi komme ud af denne låste situation for diabetes type 1 – og hvor mange andre delområder inden for sundhed lider under parallelle problematikker?

Rejsekortet – nye oplevelser


En af de vigtigste pointer ved digitalisering og nye teknologi er, at domæner, som tilsættes information, som skaber information og hvor information er en væsentlig del af værdien, har det med at udvikle sig meget hurtigt og skabe megen ny nytte for kunderne.

Digitalisering betyder ofte (men selvfølgelig ikke altid) at tung hardware og infrastruktur kan erstattes med software og billig hardware.

Lige netop den pointe fylder med rette meget i teknologidebatten blandt frontløberne for tiden og havde fundet vej til mine tanker forleden, da jeg tvunget af omstændighederne tog et nyt rejsekort i brug.

Processen med at checke ind med et rejsekort er ret naturlig og sker uden synderlig tankevirksomhed.

Når man skal videre fra stationen/bussen, er det en anden historie. Det er let at glemme at checke ud, og netop det skete på min tredje rejse med det nye kort. Jeg nåede at cykle en kilometer før det gik op for mig og jeg måtte vende tilbage til stationen for at checke ud og siden tilbage til turens mål efter at have spildt ti minutter til ære for et chipkort. Specielt er det vigtigt, fordi man ved at Rejsekortet A/S slår hårdt ned på brugere, der glemmer at checke ud. Det er bare ikke i teknologisk godt nok. Udcheck spilder kundernes tid, skaber bøder, dårlig stemning.

Kun offentlige monopoler slipper godt fra at reparere designfejl ved at give kunderne bøder.

Rejsekortet vil nu med apps hjælpe kunderne med at huske checke ud. Dvs. en designfejl repareres nu med en app.

Udcheck må kunne løses smartere. Fx med en udcheck-app til smartphonen. Der kreative IT-folk derude. Lad os høre nogle løsningsforslag.

Men at fysisk infrastruktur kan blive helt eller delvist overflødig, er også en del af pointen i indledningen.

Spørgsmålet er derfor, om NCF-standerne på stationer og i busser, som repræsenterer en stor og dyr infrastruktur, overhovedet er nødvendige i fremtiden. Og om en fremtidig billetløsning kan bruge dem på en eller anden fornuftig måde?

Hvordan ville man bygge verdens enkleste og bedste Rejsekort i dag, hvor smartphones fx er til rådighed?

Bortset fra det rent tekniske, så oplever man som bruger andre og mere politisk betingede mysterier med kortet.

For eksempel en fuldstændig uoverskuelig rabatstruktur.

For eksempel at man som kunde skal vælge et trafikselskab (Arriva tog, DSB, Metroselskabet I/S, Trafikselskabet Movia, Midttrafik, Nordjyllands Trafikselskab, Sydtrafik A/S) til at administrere en tank-op-aftale.

For eksempel: “Når du opretter en bestilling, findes den ikke på dit rejsekort med det samme”. “Din bestilling skal overføres til dit rejsekort inden 10 dage. Det bliver den automatisk når du rejser* eller lægger dit kort i kortlæseren på en rejsekortautomat”. “Hvis du ikke skal rejse inden for 10 dage, kan du foretage en nulrejse (check ind umiddelbart efterfulgt af check ud).”

Ahvad?? Jeg overfører penge, men kan ikke vide om de er overført før jeg besøger en af de blå standere? Ingen netbutik ville slippe godt fra den slags.

Rejsekortets mystiske rabatstrukturer giver utryghed om billetpriserne. Man kender ikke prisen på en rejse, før man tager den. Check ud er helt overflødigt. Osv.

Undertegnede til kontrollør i S-toget, mens han fumlede med dims til at verficere, om jeg har checket ind på mit rejsekort: “Det er et møgsystem”.

Kontrollør til undertegnede : “Ingen kommentarer”.

Kom nu, unge IT-folk. Hvordan ville I lave det perfekte rejsekort?

Smartphonen lader langsomt op? Skift USB-kabel!


Min mobil for tiden er en Google Nexus 5 (egentlig en LG-telefon, som Google har sat sit fingeraftryk på). Den er der rigtig meget godt at sige om. Men det må blive en anden gang, for der har vist sig et væsentligt problem med telefonen: Opladninger går absurd langsomt.

På mit arbejde tager det typisk fire timer at nå fra 50 pct. til 80 med den originale LG-lader, jeg har købt, så der både er en på jobbet og en hjemme.

Fire timer? Det kan ikke passe. Jeg installerede app’en Currentwidget, som viser hvilken strømstyrke, der aktuelt pumpes ind i telefonen. Typisk viser den nedenstående.

kabel31

Så jo, det kan passe. 31 mA er meget langt fra de 1000, der mindst burde komme fra laderen.

Megen googling senere fik jeg et absurd tip – og jeg må indrømme, at jeg troede det var løgn – men prøv med et andet kabel.

Det gjorde jeg og hvis man skal prøve med et andet, så kan det lige så godt være et dyrt et med det samme. Jeg købte hos www.av-cables.dk et kabel til 100,-

Det er det grå her. Man kan nemt se, at kvaliteten er højere end det originale. Kontakter og selve kablet fremstår pænere og mere solidt.

IMG_20150129_133919

Og hvad siger strømappen så?

kabel741

Så konklusionen er klar: Kablet betyder faktisk noget. Og ladetiden er nu nede omkring én times tid fra næsten tom til næsten fuld.

Onlinemedier i 20 år – nogle bud på læringer og på de kommende år


For nøjagtig 20 år siden, 2. december 1994, åbnede ingenioeren.dk – senere ing.dk. Dermed var Ingeniøren det første danske medie, som gik online på internettet – et reelt stykke pioneerarbejde som resultat af et makkerskab mellem undertegnede og min gode kollega Kurt Westh Nielsen og en reelt visionær direktion på Ingeniøren, som forstod at bakke op om projektet og at undlade at gå i vejen – den type ledelse skal man være ekstremt taknemmelig for, når man møder det.

Men pioneerhistorien kan man læse om mange andre steder, så ikke så meget mere om den her. Dog lige et par “såkalde links”: Den ret herlige præsentationsartikel fra Ingeniøren 2. december 1994. Et galleri over designversioner for ing.dk

Tre andre kategorier af budskaber trænger sig nemlig på denne dag:

For det første, så betød den reelle pioneerånd, at en række unge talenter over årene blev tiltrukket og arbejdede i teamet. Ingen nævnt, ingen glemt. Men kig på CV’erne for tunge folk, der taler på danske onlinekonferencer og laver spændende ting på nettet, mange kan genkendes. Det samme med journalister. Rugekassen var endog meget stærk og trækker lange spor – og vil gøre det længe endnu.

For det andet: Vi arbejdede på en utrolig masse projekter og ideer, også mange, som vi ikke kunne gennemføre, men som senere er blevet store hos andre virksomheder.

For eksempel

  • Webhotel: Ing.dk hostede andre sites i en tidlig fase.
  • Log-analyse: Vi havde et internt projekt for at lære brugeradfærden. Samme tanker ligger i dag bag Google Analytics.
  • Debatforum –> cms: Online læserdebat fra foråret 1995. Systemet skrevet i Perl. Senere blev debatsystemet til det første cms for ing.dk. Idag kan man ikke lave et online site uden et cms.
  • Forsøg på katalogsalg: Krak-model for onlinevarekataloger. Det kørte vi godt nok helt i hegnet.
  • Bannerannoncering tidligt ude.
  • Søgemaskiner: Vi byggede faktisk vores egen smalle søgemaskine. Tænk Google Scholar.
  • Blogs: Ing.dk var allerede i 90’erne ude med pre-blog indholdsformater. Og også med rigtige blogs.

For det tredje nogle linjer om, hvad der kan tænkes at ske for onlinemedier i fremtiden.

Først nogle principper for hvad nettet og digitaliseringen betyder:

  • Transparens: Al (meget) information kan findes online og på sekunder. Det er en markant nyskabelse i forhold til for 20 år siden, hvor research var en helt anden tung affære. Alt kan checkes online, også fakta i avisartikler.
  • Friktion væk: Hvis du ser en artikel hvori en interessant person udtaler sig, så kan du få øjeblikke senere skrive vedkommende en mail. Der er ikke noget med breve, frimærker, adresser og tid. Hvis du vil købe en vaskemaskine billigt fra Jylland: Ingen friktion. Du bestiller den bare.
  • Død businessmodel: Papirmedier levede af at tage sig ekstremt dyrt betalt for at viderebringe annoncer og budskaber fra kilder. Prisen for at formidle, at man har noget til salg, er faldet til nær nul, uanset om man sælger brugte biler eller har et ledigt job. Og hvis man har noget på hjerte, blogger man det bare – som denne tekst. Ingen grund til at vente på en eller anden tung-i-bagdelen redaktion.

Hvor bringer de principper onlinemedier hen til højt uddannede læsere? Lad mig vove pelsen:

  • Nyhedsjournalistik lever fint online. Dygtige nyhedsfolk vil der fortsat være brug for. Journalister har adgang til at ringe til kilder. Den adgang er unik og danner også i fremtiden en basis for journalistik. Intelligent journalistik vil leve.
  • Papiraviser er væk.
  • Online betyder online via stadig mindre enheder og stadig mere avanceret udvælgelse af indhold.
  • Visuel formidling bliver stærkere. Kort. Klar. Effektiv.
  • Tempoet bliver endnu højere og utålmodigheden med mediet endnu kortere.
  • Dybde: Læsere vil efterspørge dybde direkte fra originalkilderne. Begavet præsentation og formidling, direkte fra det dokument eller dokumentation, sagen handler om.
  • Små agile og totalt fokuserede organisationer, som kan leve på en smal økonomi og producere et meget efterspurgt indhold, vinder.
  • Indhold er konge. Form er fint, men hvis du ikke har noget budskab, så bliver al indpakningen hurtigt gennemskuet.
  • Faglighed er konge.

Nu er det her jo en blog. En blog betyder en dagbogsoptegnelse på webben – og er ment som et diskussionsoplæg. Så hvis du kom hertil i teksten har jeg et spørgsmål…: Hvad er DIT bud?

Uber – ingen sjove biler?


Forleden kom (dele-)taxatjenesten Uber til København og selvfølgelig blev der straks ballade, bl.a. med vores eksisterende taxaerhverv. Det skal man ikke blive overrasket over, for balladen er en del af Ubers koncept – skaber god opmærksomhed.

Hvad jeg derimod blev overrasket over, det er, hvad der skete, da jeg forsøgte at melde mig som chauffør – bare for lige at prøve.

Jeg var under inspiration fra rygtemøllen – hvor amerikanere angiveligt fx tilbyder Uber-ture i en Lamborghini. Og man kan køre 1920’er limo med Uber i Manhattan.

Nogle læsere vil vide, at jeg ejer en ikke nær så værdifuld, men ellers sjov gammel Citroën, model gangsterlimousine, som jeg fra tid til anden kører rundt i og kunne tilbyde interesserede et lift i – strictly for sjov.

11 - 1

 

Den bil står naturligvis ikke i Ubers menuer – så jeg skrev lige til dem og spurgte og har fået følgende svar:

“Hej Rolf,

Tak for din henvendelse og interesse for Uber.

På trods af at du bestemt har en smart bil, så godkender vi desværre ikke biler, der er ældre end 2005, hvilket også er grunden til, at du ikke kan finde bilen på listen.

Forsat god weekend.

Mvh.
Uber København”.

Det er lidt ærgerligt. Der er mange veteranbiler derude, som trænger til noget fornuftigt at lave i stedet for bare at hænge på gadehjørnerne. Og andre køretøjer.

Men altså ikke med Uber.

Hvem laver et delebilskoncept for unikke køreoplevelser med f.eks. tandem, sidevogn eller veteranbil?

Armphone? Eyephone? Hvad hedder næste station?


Google glasses ses i bymiljøet og bliver anmeldt i aviser.

Folk går rundt i gaderne og snakker med deres briller. De siger “OK glass” til brillerne og beder om at få vist vejen til nærmeste cafe. De af os, der ikke har fået brillerne endnu, siger “OK Google” til vores telefon og beder om noget lignende.

Snart vil der også være folk, som taler til en dims på deres håndled.

Hvad det vil gøre ved trafiksikkerheden tør jeg ikke spå nærmere om, men vi er i forvejen ved at blive helt gode til at gå med øjnene fæstet på en tingest i stedet for på omgivelserne og der bliver både sms’et og snakket iphone på cykelstier og bag rattet.

Men kigger vi lidt ind på, hvad der drev udviklingen fra bærbare PC’er med wifi til smartphones og tablets, så var det jo ønsket/behovet for at være online i et mere bærbart format. At få adgang til alverdens information uanset hvor man er. At være online på diverse sociale kanaler. Always on.

Moores lov er imidlertid allerede ved at gøre det muligt at lave endnu mindre bærbare enheder, f.eks. armbåndsure og briller.

Samtidig har forståelsen af at information kan forenkles og præsenteres med et minimum af dikkedarer udviklet sig fornemt. Bare tænk på hvordan Google med tjenesten Google Now har udviklet at vise os små kort med informationer. Vejret. Næste møde. Tid til arbejde. Nærmeste cafe.

Opgaven er, i verdens hav af informationer, at udvælge den information, vi har brug for. I den kontekst, vi er i, lige nu. Den vigtige opringning, den vigtige mail, den vigtige aftale, den vigtige chatbesked, den for dig interessante geografiske information. Ud fra om du er på arbejde, har fri, er på tur, vil være i fred. Den virkelige flaskehals er vores interne båndbredde – hvor lidt vores hjerner evner at tage mod og bearbejde på en gang.

Kun et er en ret sikker forudsigelse: Vi er i flyvende fart på vej videre fra smartphones mod det næste. Men hvad mon det næste hedder? Måske en armphone eller en eyephone?

“Netværksalderen” – input til fremtidens arkæologer om nutiden


“Det nye internet” og især “netværksalderen” – lyder et par af de begreber, jeg ved forskellige lejligheder bruger for at forsøge at indramme den tid, vi er i.

Det er forekommer helt sikkert, at eftertiden vil se tilbage på denne tid som en meget forandrende periode. Fremtidens arkæologer vil udgrave en lange strimler af glas og kobber og ikke fatte, hvad der foregik i dem, men de vil også finde rester af kinesisk-fremstillet isenkram over hele jorden, så det må være let at fastslå en tid, hvor der var hidtil uhørt stor samhandel på kloden.

Dateringen er usikker. Jeg sætter starten på netværksalderen til omkring 2002 – idet 11. september 2001 er en dato, mange kan huske og det var nær denne dato, at netværksalderen begyndte. Hvordan arkæologerne vil datere er jeg mere spændt på, men netværksalderen begyndte brat.

11. september 2001 forstod jeg og nogle daværende kolleger på Ingeniørens redaktion nøjagtig, hvordan et nyhedsmedie online skulle fungere, hvordan man gør med vinklinger og bidder af information, der kommer til læserne i en strøm i stedet for i en daglig, gennemtygget klump. Overgangen fra punkformet information til information i flow er en egenskab ved netværksalderen. Nok så væsentligt er overgangen fra at “information findes derude, men er svær at finde” til “information, det googler vi os til”.

Nogle karakteristika ved netværksalderen:

1. Transparens

Eksempler på, hvordan netværksalderens transparens har gjort verden mere gennemsigtig:

  • Information findes og kan søges frem hurtigt vha Google.
  • Selv den smalleste bogtitel udgivet i 50 eksemplarer i Japan kan findes på Amazon.
  • Rapporten om metroens økonomi kan man selv hente, hvis man ikke orker mediernes uddrag. Huspriserne i ens lokalområde er ikke længere noget, kun ejendomsmæglerne har, det har vi alle. Og vi ved også, hvilke mæglere, som er dygtigst til at sælge.
  • Flybilletter kan findes i aggregerede søgemaskiner på tværs af flyselskaber (nyeste kommer fra Google https://www.google.dk/flights/
  • Bilmarkedet er ved at blive gjort gennemsigtigt af Autouncle (læs tidligere blogindlæg).

2. Friktion

Eksempler på, hvordan netværksalderens har gjort friktionen i verden mindre:

  • Bankforretninger, skat og moms ordnes online. Den friktion, der hed køre til posthuset, banken, skrive breve til skat og moms, er væk.
  • Varer kan uden problemer købes online over hele kloden. Friktion med breve er væk.

3. Social samtale dokumenteret i bits og bytes

Alt det, vi i gamle dage skrev i breve og sagde i telefonen, findes nu som bits og bytes i vores mailarkiv og i vores chat-rulle hos Facebook og i Googles hangouts. Meget mere er dokumenteret, faktisk, for vi bruger jo disse kanaler flittigt. Dvs. at vores bagkatalog over handlinger, holdninger, følelser, konflikter og glæder står til rådighed til genfinding i netværksalderen.

Hvor enorm en forandringskraft, netværksalderen rummer, det fatter vi slet ikke endnu, men arkæologerne vil udgrave langt mere end kinesisk isenkram og billige smartphones, de vil se, at hele vores virkelighed forskubbede sig voldsomt i løbet af nogle få år. Det er kun lige begyndt.

(Desværre vil arkæologerne næppe finde tekster som dette ubehjælpsomme forsøg på i nogle få ord og eksempler at indramme en tid – for teksten er sandsynligvis forsvundet i et servercrash, en død disk eller et andet medienedbrud længe inden vi når til udgravningen af serverrummene hos Google og WordPress.)

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 1.326, der følger denne blog

%d bloggers like this: