Vil du gerne være en simulering i en computer?


Det er en sjov sport at lede efter tegn i tiden. Noget, der indkredser og indrammer den tid, vi er i, giver et centralt karaktertræk.

Sådan et tegn mødte jeg forleden, da jeg af et medie blev spurgt, hvordan jeg ser på muligheden for en dag at opnå “udødelighed” ved at overgå til at eksistere som en simulering i en computer. Meget af samtalen handlede om realismen i den slags. Sker det? Hvad skal der til?

Det bliver hurtigt en meget teknologisk og også værdiladet diskussion. Tror man på muligheden for at simulere en hjerne? Bevidsthed? Og er vi nær det, nogen af mine sjoveste meddebattører kalder “den såkaldte singularitet”?

Hvor “såkaldte” naturligvis er den virtuelle, emoticon-udgave af en finger, der langsomt roterer ved tindingen. Underforstået: Singulariten, altså det punkt i tiden, hvor en computer kan mere end et menneske, kommer ikke, og det er pip at tro på det.

Personligt er jeg – selv som ateist – i tvivl. Hvis man anerkender os som naturvidenskabelige fænomener, så må selv de dybeste tankeprocesser også være det. Og hvis de er det, så er der ikke meget grund til at tro, at de ikke kan simuleres. Spørgsmålet er, hvornår og hvordan. Og måske også om computerkraften nogensinde kan nå sådan et niveau.

Men det interessante spørgsmål og tanken i tiden var det, som står i overskriften herover. “Vil du gerne være en simulering i en computer?”

Spontant svarede jeg nej.

Tanken om at være et kropsløst fænomen inde i et stykke software er underlig. Hvem betaler for regnekraften? Dukker der pludselig Google-sponserede annoncer op midt mens man er i gang med at tænke over et eller andet?

Hvordan opleves den fysiske virkelighed? Og hvad hvis strømmen går eller computerens clock-frekvens bliver sat ned? Så går tiden langsommere eller ens liv går på pause som i en bærbar, der klappes sammen?

Men jeg må sige, at det er vildt at få dét spørgsmål for alvor, seriøst ment. Det var ikke sket for 10 eller 20 år siden – og det fortæller at vi virkelig er i en ny tid.

DTU i fart, fantastisk, arbejdsgivere beware!


image (3)image image (10) image (9) image (8) image (6) image (5) image (4)   image (1)

Sådan så der ud på DTU forleden i det arbejdende værksted, som hedder DTU Skylab.

To pointer springer direkte i øjnene:

1. Sådan så DTU ikke ud for mange år siden, da jeg selv gik derude. Dengang fik de studerende ikke adgang til maskiner og materialer. Det virkede helt klart som om, det ikke dengang var meningen, at man rent faktisk skulle bygge noget selv.

Så der er sket noget.

2. Miljøet i Skylab ligner noget andet. Det ligner det her.

1-usa okt 2011 346

Som er fotograferet her:

1-usa 101

Hvor det koster sådan her at bruge værkstedet (i San Francisco)

1-usa okt 2011 343

Pointen:

DTU har meldt sig ind i hackerspace-kategorien og giver de studerende fantastiske muligheder for at udvikle nye produkter i den helt rigtige blanding af elektronik, mekanik, software og biologi. Og endda adgang til materialer.

Det lover godt for de kommende årgange af ingeniører, som vokser op med hands-on. De bliver en belastning – på den gode måde – for deres kommende arbejdsgivere.

PS. Hvis jeg havde studeret derude i dag, så var der ikke meget tvivl om, hvor eftermiddagene skulle tilbringes og om mængden af ideer, der skulle udvikles.

De døde Google Nexus 5ere – et lille livstegn fra Google


Som det vil være læsere af denne blog bekendt, døde min Google Nexus 5 smartphone gradvist for kort tid siden.

Døden indtrådte efter opgradering til Android 5.1 og består i at telefonen går ned hvert andet øjeblik og derefter går i en mere eller mindre uendelig genstart, eller slet ikke kommer op igen.

Det har været mere end almindeligt surrealistisk at følge debatten på nettet om dette problem. Der har nemlig været totalt stille fra Google/LG, mens især denne tråd på Googles egne hjælpefora har vokset sig længere og længere med stadig nye eksempler og stadig mere desperate meldinger fra ejere af telefoner, som har oplevet at deres telefon er død. Jo længere, jo mere pinlig.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at SÅ mange telefoner dør, lige før eller lige efter udløb af garantien – og uden at producent af hardware og software reagerer. Læs tråden. Det er helt unormalt at store, globale spillere ignorerer deres kunder.

I mellemtiden har ejere forsøgt en hel række reparationer:

  • Batteri – nogle melder at et nyt batteri hjælper.
  • Software – downgrade af Android forsøgt, helt ned til 4.4. Virker ikke.
  • Kontakt – nogen har fået skiftet slukkontaten og melder at det har hjulpet.
  • Motherboard udskiftet for at få nyt ladekredsløb

Det er helt karakteristisk, at ingen aner, hvad der er galt. Jeg har konsulteret en række eksperter i mit netværk, som har haft mange gode forslag, som desværre ikke virker.

På Google+ har jeg lagt denne kedelige video, som dokumenterer telefonens forsøg på at starte.

Proshop, som jeg havde købt telefonen hos, opførte sig jo fuldkommen debilt og skød skylden på mig, at telefonen havde fået fugt. Videoen er taget, da jeg havde betalt for at få telefonen tilbage. Sådan opfører en fugtskadet telefon sig ikke. Dem handler jeg ikke hos igen.

Har købt en Sony Xperia i stedet. Nexus’en ligger i en skuffe og venter på nyt liv.

Og måske kommer det, for nu, for 12 timer siden, efter mere end en måned, kom der et lille pip fra en Google-ansat i tråden:

“Hey Everyone,
Thanks for all of your detailed information and for all the various troubleshooting advice.  No specific updates, but want to let you all know that the team is continuing to work on this.”

Så Google kan høre deres kunder. Men denne gåde er stadig uden forklaring.

Tribute til Elon Musk og den fysiske verden – ikke al nytænkning er apps


Elon Musk, manden bag Tesla, har lige lanceret det produkt, som i et slag med stor sandsynlighed vil ændre fundamentalt på energisektoren: Et batteri til at hænge på væggen.

Værsgo: 10 kwh kapacitet for 3500 dollar. En Tesla model S kommer med 60 eller 85 kwh kapacitet, så det væghængte hjemmebatteri er en meget overskuelige størrelse i forhold til, hvad der allerede monteres i bilerne.

Produktvejen til det væghængte batteri er, hvad man skal hæfte sig ved. Det er den, der er interessant. Det er et klassisk eksempel på teknologisk udvikling.

Først laver Tesla en sportsvogn og får styr på motorer osv. Derefter bygger Tesla den fine model S. Undervejs går det galt for endnu en batteriproducent. Og et eller andet andet sted undervejs beslutter Elon Musk, at der er behov for at bygge en batterifabrik.

Men hov… når man først begynder at lave batterier til bilerne, så er et væghængt batteri til hjemmebrug piece of cake, altså hvis man tænker teknologisk ekspansivt.

Med batteriteknologi i den skala, må en hel del eksponentiel acceleration forventes. Faldende priser, stigende anvendelse. Og der skal ikke forfærdelig meget til, før solceller og møllers problem med at lagre energi er en fortidig problematik.

Kombineret med lidt nytænkning i energisektoren, så er der potentiale til virkelig store nyheder i retning af uafhængighed af fossil energi

Det fantastisk spændende ved Musk er, at han hele tiden tiden tænker teknologisk ekspansivt. Hyperloop er et andet eksempel – lad os bygge et super-højhastighedstog og virkelig ændre på afstandsopfattelsen på kloden.

En anden vigtig egenskab ved Musks måde at tænke på, er at han er fuldstændig opmærksom på den fysiske virkelighed. Hvor andre laver apps og bliver rige på det, så bygger Musk fysiske genstande, der løser fysiske problematikker.

Hurra for det. Den fysiske virkelighed findes og der er enorme muligheder i den.

Fra 100 til 0 på et upgrade – Google smadrer Nexus 5 med Android 5.1


Min aktuelle telefon, en Google Nexus 5, plejer at indbringe anerkendende nik fra mine udviklernørdede venner og bekendte. Det er en god telefon, den har en god størrelse, den er rimelig hurtig, prisbillig og stabil.

Stabil? Not. Not anymore.

Jeg havde desværre vænnet mig til at stole på Google og på kvaliteten af deres softwareopdateringer. Derfor downloadede og installerede jeg med glæde Android 5.1 til afløsning for min Android 5.0.

Det skulle jeg aldrig have gjort.

Telefonen laver nu minimum ti genstarter pr dag, af sig selv. Nogle af dem er bare en genstart, andre er af den slags, hvor Android åbenbart synes at 140 apps skal optimeres og derfor lige må løbes igennem.

Sådan her ser telefonens absencer ud på batterimåleren.

Screenshot_2015-04-25-15-51-51 Screenshot_2015-04-25-01-21-50

 

Symptomerne ligner en klassisk memory leak, altså at noget software gopler sig ind på noget andet og overskriver det. Jeg har endda lært at genkende symptomerne. “Sluk” spørger telefonen – og inden man har mulighed for at swipe væk, lukker den ned.

Genstarterne har det med at koste data. Den ene gang røg passwords til Wi-Fi. Den næste røg alarmerne. Og nu senest dropbox.

Det er noget, der virkelig rammer mange, se fx denne tråd hos Google selv. Mange mange indlæg, siden frigivelsen af 5.1. Og det er også noget, andre medier er begyndt at skrive om.

Mærkeligt nok reagerer Google ikke. Man kan læse sig til, at Google har sendt en del ejere til producenten LG for at få byttet telefonen. Men det er jo helt galt. Det er tydeligvis en softwarefejl.

Desværre er der visse rapporter om, at det er en softwarefejl, som angiveligt skriver så mange gange i telefonens flash-hukommelse, at hukommelsen går død. Hvis det er korrekt, så er der virkelig grund til at blive sur. For så har denne opdatering faktisk fysisk brændt telefonen af, hvorefter en udskiftning af motherboardet kan blive nødvendig.

Lige nu er min telefon bootet i “safe mode”.

(Når du beder om sluk på knappen, kommer en dialogboks op. Hold fingeren på den, indtil du bliver spurgt, om du vil i Safe Mode.)

Det ser ud til at virke. Telefonen har nu været stabil et lille døgn.

Men der er en bagside ved Safe Mode: Kun fabriksinstallerede apps kan bruges. Telefonen er ca. retrograderet fra smartphone til phone.

Correction: Den dør også i safe mode.

Der er al mulig grund til at advare mod dette upgrade!

Ikke godt nok, Google.

Digitalisering af energi – et wake-up call til to danske brancher


Lad mig starte med en lille reklame: 30. april har Ingeniørforeningen besøg af Ramez Naam.

Ramez er hus-ekspert i energi på Singularity University og derfra kommer nogle bemærkelsesværdige budskaber. Dels om produktion af energi, dels om forbrug. Retningen er mod mere og billigere energi. Og værktøjet er drevet af dels solceller mm. og dels af digitalisering af hele kæden fra produktion til forbrug. Ramez har baggrund i softwareverdenen, faktisk er en han ”medskyldig”  i Outlook.

Digitalisering af energi? Ja, for nogle år siden var den store diskussion i Danmark om, hvorvidt vi skal have intelligente elmålere. Intelligente elmålere, der kan aflæses af forbrugerne og af energiselskaberne blev set som et redskab til at lære om ens forbrug og til at forenkle aflæsningsproceduren. På sin egen, teknologisk ret primitive måde er det et eksempel på digitalisering af energi.

Men det er oplagt, at en meget mere transparent og langt mere smidig styring af energi på forbrugssiden kan øge effektiviteten, dvs. mindske forbruget. Tænk internet of things – alle lamper og maskiner er online og har et ip-nummer og kan fortælle om tilstand og forbrug. Og på leverandørsiden kan aggregeret viden om forbrug ændre hele smidigheden af produktionen – markedet for energi kan gøres meget mere effektivt og smidigt.

Men der er et wake-up call i dette, nu, og til to danske brancher.

For vi har en meget dygtig energisektor, som overhovedet ikke har fat i det digitale håndtag. Der bliver tænkt i rør, stænger, ledninger og kraftværksdimser og møller og hardware. Den del, der hedder information om energi, den er svær at få øje på.

Vi har en meget dygtig softwaresektor, som har travlt med at lave systemer og apps. Og som kun i meget begrænset omfang har fat i den fysiske verden. (Og når vi forsøger at få software og hardware til at arbejde sammen, så kommer der sommetider et rejsekort ud af det). El-, energi og dermed digitalisering af verdens vigtigste fysiske ressource, det er svært at få øje på.

Arrangementet med Ramez er en chance til at komme i gang. Der er totalt blue ocean forude, men hvor er vores skibe?

 

Bureaukrati bringer studenterkørsel i fare. Forslag til løsning


Noget tyder på at politiet om nogle måneder kan ende i en “velkommen på forsiden”-situation, for at afbryde årets traditionelle studenterkøretur i gamle køretøjer.

Situationen er nemlig kort fortalt den, at der fremover vil blive håndhævet et EU-krav om fartskrivere i lastbiler, der bruges til studenterkørsel, uanset om så lastbilen er fra 1800-hvidkål.

Det krav har der hidtil været dispenseret fornuftigt fra, men eftersom kravet kommer fra EU (som i det aktuelle regelværk har glemt sin normale undtagelse for ældre køretøjer) og eftersom politiet åbenbart er blevet træt af at dispensere, så skal det nu være slut.

“Det ville medføre en konkurrencemæssig fordel, hvis studenterkørsel i veteranlastbiler kunne udføres uden at overholde disse regler. Udover hensynet til en fair konkurrence taler også hensynet til chaufførens arbejdsforhold og færdselssikkerheden imod at lade erhvervsmæssig studenterkørsel,” lyder det fra Rigspolitiet ifølge Ekstrabladet.

Med argumentet konkurrencefordel vælger Rigspolitiet side til fordel for 3×34 og andre almindelige vognmandsforretninger, hvor bilerne jo er nye og har nyt udstyr.

Chaufførens arbejdsforhold og færdselssikkerheden er ikke jordens stærkeste argumenter. Der køres kun studenter få dage om året, og der er mange pauser på turene. Hensynet til færdselssikkerheden må handle om at fartskriveren kan logge hastighedsovertrædelser. Den lader vi stå et øjeblik; mener politiet, at hastighedsgrænserne kan overtrædes, hvis studenterne skubber bagpå?

“Justitsministeriet kan i øvrigt bemærke, at køre- og hviletidsforordningens artikel 3, litra i, om erhvervskøretøjer, der har veteranbilstatus i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor der køres i dem, og hvorpå forordningen ikke finder anvendelse, kun omfatter køretøjer, som anvendes til ikke-erhvervsmæssig personbefordring eller godstransport,” lyder det fra justitsministeren i et svar til Folketinget.

Man fornemmer en større sag med bilag suse rundt mellem ministerium og rigspoliti.

Gammelkøretøjsforeningen Motorhistorisk Samråd har stillet flere forslag til en måde at løse problemet med reglerne om fartskriver i de gamle lastbiler til studenterkørsel.

Men hvad med at bruge moderne hjælpemidler, når det nu *skal* være?

I stedet for at dekretere dyre forandringer på de gamle biler for montage af gammeldags apparat som en fartskriver, så kunne politiet jo kræve, at der er en smartphone på lastbilen og at chaufføren på anfordring kan browse til Google location history. Normalt er mange kritiske til “Googles overvågning”, men her kan den gøre nytte, for den viser jo en fornem historik, inkl. kort, over hvor bilen har været. Man kan også bruge en sportsapp.

Så et forslag kunne være: Skriv en once-and-for-all dispensationsregel, “den danske tolkning af EU-reglen om fartskrivere”, om at en log via smartphone er tilladt. Lad den gælde køretøjer ældre end 30 år, som kører lejlighedsvis.

Eller kræv en kørebog i bilen med notat af hvert stop – ankomst, adresse, afgang.

Så skulle den ged være barberet.

Norwegians fromme håb og døde check-in automater


En gang i mellem må man godt bare lufte irritation, ikke?

For nogle uger siden skulle jeg til Ålborg med Norwegian fra København. Jeg ankom på grund af tung trafik, som havde kostet mig mindst 35 minutters forsinkelse, desværre ret sent, nemlig ca fem minutter før seneste check-in, som er 30 minutter før afgang.

Dvs. sent men formelt set til tiden. Hvis altså jeg kunne checke ind.

Første check-in automat gik ned. Anden gik ned.

Det så sådan ud:

IMG_20150224_095842

Og sådan:

IMG_20150224_095853

Mens jeg kæmpede med den tredje gik Norwegians folk ved bagagemodtagelsen. Automaten, som var ekstremt langsom, afviste mit checkin, da klokken nu var passeret 9:30.

Jeg kunne ikke lige finde et nummer til Norwegian (for der står ikke noget på skiltene) og det kunne mit rejsebureau heller ikke, da jeg nåede igennem til dem. Så jeg måtte glo på at flyet tog afsted.

Efterfølgende skrev jeg til Norwegian om sagen. Jeg er i to runder blevet blankt afvist.

Sidste gang lyder Norwegians svar i sin helhed:

Vi henviser til din e-mail modtaget den 31.03.2015.

Der findes rundt omkring i lufthavnen mange check-in automater og har der været problemer med enkelte, er der mulighed for at forsøge check-in ved andre maskiner.

Du har tidligere informeret os om, at dit rejsebureau kontaktede os klokken 09.40 og flyet gik klokken 10.00, det har da været for sent at ændre billetten også for dem.

Som vi skrev i tidligere e-mail, så anbefaler vi vores passagerer at være i lufthavnen 2 timer før afgang, idet det er vigtigt at tage højde for eventuel kø samt andre problemer der kan opstå.

Vi fastholder på baggrund af dette, vores afgørelse fra tidligere e-mail, og kan ikke imødekomme dit krav om refusion af SAS billetten.

Vi beklager endnu en gang, men håber ikke at dette fraholder dig fra at vælge Norwegian ved eventuelle fremtidige rejser.

Det betyder, at de reglen om at 30 minutter før afgang faktisk ikke gælder. Det betyder, at det er er passagerernes ansvar at finde en brugbar automat, også selv om de f.eks. må hen i udenrigsterminalerne, så man skal nok nærmere sige én time før. Det er ikke Norwegians ansvar, hvis automaterne ikke virker. Det er passagerernes. Og det er ikke Norwegians personales opgave at hjælpe passagerer, der åbenlyst har problemer med automaterne nogle få meter væk fra hvor de står.

Ja, det kan godt være, at det er lige emsigt nok til de fleste af jer. Men for mig er der to konklusioner:

  • Norwegians serviceniveau og evne til at imødkomme passagerer er ikke i top.
  • Automater til check-in er smarte. Men stol ikke på teknologi. I hvert fald ikke betingelsesløst. Og hav altid telefonnummeret til flyselskabet ved hånden.

Hvem mon har ansvaret, hvis nogen en dag anlagde sag om noget i denne stil?

Selvkørende biler – nu strammer det til – lad os sige fem år


Det må være på tide med et hurtigt overblik over, hvad situationen er med selvkørende biler.

Alle ved, at Google har gang i noget, og jeg har tidligere (i 2013) vurderet, at der var nogle bilgenerationer fra det nuværende stade til selvkørende biler.

Tesla fortalte i marts at de kan gøre deres biler selvkørende med en software-opdatering – og denne blog dyrkede emnet. Men allerede i september 2014, havde Tesla lovet fuldt selvkørende biler inden for fem år.

I oktober 2014 demonstrede Audi en tur rundt på Hockenheimring i fuld fart.

Bevæger vi os lidt ned i det mere nørdede, dér hvor den rigtige teknik foregår, så er Audi faktisk en hel del længere end det. Audi har nemlig banket størrelsen af den computer, der skal til for at gøre en bil selvkørende ned, så den kan ligge i en sidelomme i bilen. Og en af de skønne detaljer er, at det sker ved hjælp af en NVDIA-processor.

Så er vi nede i de detaljer, hvor medier normalt ikke gider rapportere, men hvor det vigtige er.

Ud over Tesla, Audi og Google arbejder nemlig mindst tre forskellige af bilindustriens stor-underleverandører på systemer til selvkørende biler.

Bosch som bl.a. giver denne officielle indgang til deres projekter. (Fodnote til IT-nørderne: Se! Bundsolide Bosch bidrager på Github). Lidt forsigtigere end Tesla lover Bosch selvkørende biler inden for ti år.

Continental er måske knapt så kendt, men de slog sig sammen med IBM om selvkørende biler i september sidste år.

Bosch og Continental er værd at lægge mærke til også fordi de råder over nogle af de grundteknologier, selvkørende biler skal bruge, såsom sensorerne.

Endelig er der monsterstore amerikanske Delphi, som lige har kørt en ombygget Audi tværs over USA og bobler af fryd over resultatet.

Hvad fortæller ovenstående til sammen? Jo: Minimum seks store virksomheder med tunge teknologiske færdigheder er i gang – og de lover selvkørende biler senest i 2025.

Ti år.

Det er indenfor levetiden af min nuværende (ikke helt unge bil).

 

Dansk rumfart efter kapitel ét: Fremtidens lederskab i en crowdsourcet verden


Enhver andelsforening kender det: Slagsmålet om trappevasken på den årlige generalforsamling. Kælderafløbet. Vedligholdelsen af altanerne. Og de efterladte cykler i kælderen.

I Foreningsdanmark bør vi med en historik tilbage til 1860’erne efterhånden være meget skolede i, hvordan man holder generalforsamlinger, hvordan man arbejder sammen, hvordan man ikke lader følelserne løbe af med det hele. Sådan noget som at beslutninger på generalforsamlinger er bindende og skal respekteres, det bør være en del af vores DNA.

Alle foreninger har et mål og alle foreninger vil til alle tider diskutere, hvilken vej til målet, der er mest fordelagtig. Og om målet er det rette. Og om pengene rækker og hvor de skal komme fra. Og om, hvem som fik den gode idé (som alle jo har en flig af) og om, hvem som ikke fik den dårlige idé (som ingen vil kendes ved). For foreninger består af mennesker.

Vi er ca ti år inde i en ny tid (netværksalderen), hvor andelsforeningernes muligheder er blevet meget større og deres rækkevidde og gennemslagskraft stærkt udvidet. På grund af internettet.

Jeg har netop med en blanding af især ærgrelse, men også undren og endda en vis nysgerrighed ala dr. Lieberkind genlæst slagsmålet på ing.dk om Peter Madsens og Kristian von Bengtsons heroiske forsøg på at erobre rummet, sådan som det nu er faldet i det, amerikanerne kalder smithereens. Hvor mere eller mindre alle skyder på alle og ingen evner at få støvet til at lægge sig. Et gigantisk engagement fra utallige mennesker ophobet og under affyring.

At det kunne gå den vej var tydeligt – sagt uden at gå i detaljer – da Kristian forlod projektet efter konflikter med Peter, hvorefter Peter selv røg ud af projektet og et mere anonymt, men dedikeret hold ruller det videre med en noget lavere cigarføring. Og managementundervisere og andet godtfolk indtager scenen med deres ligegyldige run-of-the-mill kommentarer.

Personligt skal jeg vedgå at have en beskeden andel i projektets acceleration, idet jeg som daværende chef for ing.dk inviterede Peter og Kristian til at blogge. Det gjorde jeg, fordi deres projekt var vildt, men også fordi det var evident, at de to er enestående dygtige fortællere. Personligt har jeg oplevet Peter matche en amerikansk astronaut og fremragende taler på en scene – det er en unik evne at have.

Deres første indlæg startede smukt og derefter begyndte den mekanisme, der er berørt på denne blog at rulle.

I netværksalderen kan en andelsforening nemlig rulle på et brændstof af ”Crowd. Synlighed. Mennesker.” Det ved de alt om i Open Source-miljøet.

Og så længe man kan håndtere konflikterne, går det. En anden blogger på ing.dk – den globalt kendte programmør Poul Henning Kamp – har faktisk før blogs overhovedet fandtes begået en fin lille vejledning i at få en andelsforening (eller et Open Source-team) til at fungere, når alle vil bestemme farven på cykelskuret.

Læs den. Læs den igen. Læs den en gang til før du evt kommenterer på dette indlæg (hvilket du så efterfølgende skal være velkommen til).

Læringen af raketprojektet, hvor vi er nået til nu, er:

  • Man kan i netværksalderen engagere en eller flere størrelsesordner flere mennesker i et projekt end det har været muligt nogensinde tidligere.
  • Det betyder en helt ny størrelse potentiale (slagkraft).
  • Adgangen til teknologi og til at finansiere er demokratiseret.

Det betyder store nye muligheder (man kan bygge verdens største amatørraket), men også nye krav, hvis man skal lykkes.

Der skal i netværksalderen en helt anden model for samarbejde til. Hvis mejeristen på andelsmejeriet eller brugsuddeleren eller deres formand skabte utilfredshed, kunne han fyres og afsættes. Men hvis man vil flyve ud i rummet, så skal man både kunne rumme store personligheder, mange menneskers engagement og hyperkomplekse interesser.

Det kræver et helt nyt niveau af lederskab. Det kræver store personligheder, men måske også nogle usynlige ledere, som kan gå i skyggen af frontfigurerne og få tingene til at fungere.

Der skal være et højt mål, som alle der har selv det mindske hjørne af en personlig mening, skal kunne rette ind efter.

Den modenhed har vi efter 150 års andelsbevægelse ikke, den er sjældent set. Men vi bliver nødt til at få den, hvis vi vil i rummet baseret på frivillige, engangement, crowdfunding og gode historier.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 1.374, der følger denne blog

%d bloggers like this: