Armphone? Eyephone? Hvad hedder næste station?


Google glasses ses i bymiljøet og bliver anmeldt i aviser.

Folk går rundt i gaderne og snakker med deres briller. De siger “OK glass” til brillerne og beder om at få vist vejen til nærmeste cafe. De af os, der ikke har fået brillerne endnu, siger “OK Google” til vores telefon og beder om noget lignende.

Snart vil der også være folk, som taler til en dims på deres håndled.

Hvad det vil gøre ved trafiksikkerheden tør jeg ikke spå nærmere om, men vi er i forvejen ved at blive helt gode til at gå med øjnene fæstet på en tingest i stedet for på omgivelserne og der bliver både sms’et og snakket iphone på cykelstier og bag rattet.

Men kigger vi lidt ind på, hvad der drev udviklingen fra bærbare PC’er med wifi til smartphones og tablets, så var det jo ønsket/behovet for at være online i et mere bærbart format. At få adgang til alverdens information uanset hvor man er. At være online på diverse sociale kanaler. Always on.

Moores lov er imidlertid allerede ved at gøre det muligt at lave endnu mindre bærbare enheder, f.eks. armbåndsure og briller.

Samtidig har forståelsen af at information kan forenkles og præsenteres med et minimum af dikkedarer udviklet sig fornemt. Bare tænk på hvordan Google med tjenesten Google Now har udviklet at vise os små kort med informationer. Vejret. Næste møde. Tid til arbejde. Nærmeste cafe.

Opgaven er, i verdens hav af informationer, at udvælge den information, vi har brug for. I den kontekst, vi er i, lige nu. Den vigtige opringning, den vigtige mail, den vigtige aftale, den vigtige chatbesked, den for dig interessante geografiske information. Ud fra om du er på arbejde, har fri, er på tur, vil være i fred. Den virkelige flaskehals er vores interne båndbredde – hvor lidt vores hjerner evner at tage mod og bearbejde på en gang.

Kun et er en ret sikker forudsigelse: Vi er i flyvende fart på vej videre fra smartphones mod det næste. Men hvad mon det næste hedder? Måske en armphone eller en eyephone?

“Netværksalderen” – input til fremtidens arkæologer om nutiden


“Det nye internet” og især “netværksalderen” – lyder et par af de begreber, jeg ved forskellige lejligheder bruger for at forsøge at indramme den tid, vi er i.

Det er forekommer helt sikkert, at eftertiden vil se tilbage på denne tid som en meget forandrende periode. Fremtidens arkæologer vil udgrave en lange strimler af glas og kobber og ikke fatte, hvad der foregik i dem, men de vil også finde rester af kinesisk-fremstillet isenkram over hele jorden, så det må være let at fastslå en tid, hvor der var hidtil uhørt stor samhandel på kloden.

Dateringen er usikker. Jeg sætter starten på netværksalderen til omkring 2002 – idet 11. september 2001 er en dato, mange kan huske og det var nær denne dato, at netværksalderen begyndte. Hvordan arkæologerne vil datere er jeg mere spændt på, men netværksalderen begyndte brat.

11. september 2001 forstod jeg og nogle daværende kolleger på Ingeniørens redaktion nøjagtig, hvordan et nyhedsmedie online skulle fungere, hvordan man gør med vinklinger og bidder af information, der kommer til læserne i en strøm i stedet for i en daglig, gennemtygget klump. Overgangen fra punkformet information til information i flow er en egenskab ved netværksalderen. Nok så væsentligt er overgangen fra at “information findes derude, men er svær at finde” til “information, det googler vi os til”.

Nogle karakteristika ved netværksalderen:

1. Transparens

Eksempler på, hvordan netværksalderens transparens har gjort verden mere gennemsigtig:

  • Information findes og kan søges frem hurtigt vha Google.
  • Selv den smalleste bogtitel udgivet i 50 eksemplarer i Japan kan findes på Amazon.
  • Rapporten om metroens økonomi kan man selv hente, hvis man ikke orker mediernes uddrag. Huspriserne i ens lokalområde er ikke længere noget, kun ejendomsmæglerne har, det har vi alle. Og vi ved også, hvilke mæglere, som er dygtigst til at sælge.
  • Flybilletter kan findes i aggregerede søgemaskiner på tværs af flyselskaber (nyeste kommer fra Google https://www.google.dk/flights/
  • Bilmarkedet er ved at blive gjort gennemsigtigt af Autouncle (læs tidligere blogindlæg).

2. Friktion

Eksempler på, hvordan netværksalderens har gjort friktionen i verden mindre:

  • Bankforretninger, skat og moms ordnes online. Den friktion, der hed køre til posthuset, banken, skrive breve til skat og moms, er væk.
  • Varer kan uden problemer købes online over hele kloden. Friktion med breve er væk.

3. Social samtale dokumenteret i bits og bytes

Alt det, vi i gamle dage skrev i breve og sagde i telefonen, findes nu som bits og bytes i vores mailarkiv og i vores chat-rulle hos Facebook og i Googles hangouts. Meget mere er dokumenteret, faktisk, for vi bruger jo disse kanaler flittigt. Dvs. at vores bagkatalog over handlinger, holdninger, følelser, konflikter og glæder står til rådighed til genfinding i netværksalderen.

Hvor enorm en forandringskraft, netværksalderen rummer, det fatter vi slet ikke endnu, men arkæologerne vil udgrave langt mere end kinesisk isenkram og billige smartphones, de vil se, at hele vores virkelighed forskubbede sig voldsomt i løbet af nogle få år. Det er kun lige begyndt.

(Desværre vil arkæologerne næppe finde tekster som dette ubehjælpsomme forsøg på i nogle få ord og eksempler at indramme en tid – for teksten er sandsynligvis forsvundet i et servercrash, en død disk eller et andet medienedbrud længe inden vi når til udgravningen af serverrummene hos Google og WordPress.)

3D-printere til skolebrug: To konkrete ideer til at redde naturfagene


Der kan tapetseres væg til væg med budskabet om, at vi mangler interesse for naturfagene og at der snart vil opstå et stort hul på ingeniørjobmarkedet, hvori der mangler tusindvis af ingeniøruddannede til at løse fremtidens teknologiske opgaver.

Ingeniørforeningen (hvor jeg bl.a. arbejder, men med noget andet) har derfor sat gang i den yderst relevante kampagne Engineer The Future, som fortjener alle de likes og al den opbakning, den kan få – forøvrigt: se og del videoen.

Noget af debatten udvikler sig til et blame game om, hvis skyld det er, at naturfagene er ved at køre i hegnet. Mens vi aldrig haft mere teknologi om os, vælger færre at tage matematik/fysik/etc på højt niveau i gymnasiet.

Og selvfølgelig må man reflektere. Hvorfor har vi fået denne bruger/kunde-attitude til teknologi i stedet for “det kan jeg da lave bedre selv”-attitude.

Klip!

For en måneds tid siden så jeg City X project udstille ved konferencen Driving Technology i Ingeniørforeningen (og ja, den var jeg rodet ind i). City X arbejder med en ide om at få 3D-printere ind i skolerne. Der er noget helt rigtigt ved den måde, de tænker på, og alligevel manglede jeg måske at se killer-applikationen.

Men i kombination med det indledende falder det mig ind, at teknologi jo er et praktikerfag. Og at noget af det, der er forsvundet fra skolerne, er værkstederne med høvlbænke og sløjd-timer. Og at det jo er nok så meget i de timer, at man rører ved noget, man har lavet, bygger højtalere, slangebøsser og i mit tilfælde elektromotorer og finder ud af, hvordan de gøres gode. Det samme kan siges om kagedej. Og at selve pointen om at teknologi er noget, man laver med hænderne, derved – indirekte – er forsvundet fra agendaen.

Pling! Her er en god case for 3D-printere. Da det nu åbenbart er blevet for farligt at overlade eleverne hamre og save, så kan man vel lade dem 3D-printe ting, som giver en fornemmelse af virkelighed, noget, der kan bygges på og måles på.

3D-printere er det nye sløjd!

Og så er der én tanke mere.

3D-printere printer som bekendt i 3D. Hvilket fag har nytte af det? Matematik! 3D-printere kan visualisere rumlige kurveforme, som det er vanskeligt at tegne eller forstå. X-Y-Z planer kan gøres håndgribelige.

Glæder mig rigtig meget til at se eksemplerne på den slags anvendelser.

Det københavnske startup-miljø – hvor er det? hvordan gør man?


Min dejlige sorte cykel har inden for den seneste måned bragt mig i kontakt med flere af de københavnske start-up miljøer og en række observationer trænger til at blive delt, da de måske kan være interessante for andre også.

For det første: Hvor går man hen for at starte sin kommende verdensvirksomhed baseret på en teknologisk ide?

Det, man kigger efter, er lav husleje (for man har ingen penge), kaffemaskine og andet fundamentalt (mødelokaler til alle de überforsigtige investorer, man skal bruge alt for lang tid sammen med i den kommende tid), og et miljø af startup-virksomheder i samme felt (så man ikke sidder mutters alene og overvejer strategi, pivotering og kan drikke øl med andre for at fejre sejre og fiaskoer).

Min shortliste over særligt interessante steder lyder:

Profilen er ret forskellig, så der er virkelig noget for enhver smag. Nogle mere ingeniøragtige, nogle mere tværgående.

For det næste; en observation: Der er gang i sagerne. Nye dukker op og halvnye dukker ned nærmest hver uge. Virkelig mange er ude at afprøve sig selv og evnen til at starte en bix.

Mit billede er, at virksomheder, der starter i ren btb (ingeniørrådgivning til eksisterende industri) lykkes hurtigt og ret smertefrit. Men iværksætterne kender jo også deres kunder i forvejen. Virksomheder, der udvikler apps har små udgifter og kommer hurtigt frem til at være på markedet og til at lære om kunders behov, men der er langt fra en lille app til en stor bix. Virksomheder, der også vil udvikle hardware står i en sværere situation, da der skal meget mere udstyr til, men også de kan komme igennem, hvis de evner at tænke klart og fokuseret. For alle tre kategorier gælder, at Danmark er for lille en scene, og de, der forstår, hvordan man spiller ud over den lokale scenekant kommer længst.

PS: Et af de allerbedste råd til dig, der overvejer at blive iværksætter hørte jeg for nylig fra Tine Thygesen (bl.a. Everplaces). Det lyder i min tolkning således:

“Du kan let aflive din frygt for at gå på rumpen – du sætter simpelthen 5000,- kr af til at gå fallit for. For de penge starter du en virksomhed, bliver momsregistreret, køber en hjemmeside. Skaber hele rammen. I processen lærer du alt det, der ser svært ud, før du starter. Derefter konstaterer du, at din virksomhed ikke tjener penge. Og derfor lukker du den. Så lærte du også det. Den næste virksomhed bliver meget lettere at have med at gøre, for nu er du ikke bange for at starte længere.”

Sen-anmeldelse: Det, der går galt med smartphones fra Samsung


Normalt er anmeldelser af nye produkter i medier noget, der baserer sig på en kortere “køretur” – f.eks. en uge i en bil. Eller en uge med en smartphone i lommen, hvor anmelderen forsøger at forstå og vurdere hvad der måtte være af nye features i f.eks. en smartphone.

Det kan være godt nok, for hvad det er, men som læser får man af gode grunde ikke de lange og dybe erfaringer. Og det er de lange erfaringer, der i virkeligheden afgøre, hvor godt et produkt er.

Smartphones er relativt ny teknologi og et område, hvor krav og funktioner skifter hurtigt. Af samme årsag forældes de hurtigt.

Men at det går *så* hurtigt, det regnede jeg ikke med. Her kommer derfor nogle opsummerede erfaringer med min Samsung SII, som jeg købte i starten af 2013, især fordi den kørte Android 4 og fordi den er dejlig let i forhold til størrelsen.

Om jeg vil købe den næste smartphone hos Samsung er nok tvivlsomt.

For i løbet af det første år har jeg oplevet:

  • Mat linse på kamera. Det viser sig at linsen er af plast og – surprise – den bliver slidt i løbet af nogle måneder. Forleden skiftede jeg linsen, det er let nok og koster ca. en halvtredser med et kit fra Ebay, og så virker den fint igen. I nogen tid.
  • Hakket kant. Telefonens kabinet ser fint ud når man køber det. Efter et år ligner det skrammel.
  • Mystiske batterifejl: Hop fra halvt opladet til næsten tomt. Se skærmdump længere nede.
  • Memory brugt op telefonen er nu begyndt at melde at funktioner ikke vil virke, for der mangler hukommelse. Man går op jagt efter hukommelsesgnaskeren og slukker på må og få processer og får det løst for en tid. Men så kommer det tilbage.
  • Svag lysstyrke på skærm – kan næsten ikke bruges udendøre, i hvert fald ikke uden skygge.
Samsung SII kan finde på at erklære batteriet tomt, just like that, se selv på grafen.

Samsung SII kan finde på at erklære batteriet tomt, just like that, se selv på grafen.

På den gode side er Android v 4, herunder især tjenesten “Google Nu”/ “Google Now”, som giver forslag til ting, der kan være nyttigt at vide lige her og nu, og dermed en forsmag på en mere robotiseret fremtid med kunstig intelligens til hjælpemiddel for ens økologiske hjerne.

Inden for et halvt års tid bliver jeg nok træt af den. Men hvad skal jeg så købe?

USA lukker for Google-finansieret DNA test


For den teknologiske verden er det her – FDA Tells Google-Backed 23andMe to Halt DNA Test Service – Bloomberg – helt klart ugens vigtigste nyhed.

De amerikanske sundsmyndigheder kræver nu, at det Google-finansierede 23andme, hører op med at sælge den populære gentest, hvor man kan checke sine egne gener for arvelige sygdomme og familieforhold.

FDAs argumentation er bekymring for den offentlige sundhed, fremgår det af FDAs brev til 23andme. Et eksempel lyder:

“For instance, if the BRCA-related risk assessment for breast or ovarian cancer reports a false positive, it could lead a patient to undergo prophylactic surgery, chemoprevention, intensive screening, or other morbidity-inducing actions, while a false negative could result in a failure to recognize an actual risk that may exist.

Fagligt er det selvfølgelig helt i orden, at en myndighed bekymrer sig om at de test og apparater, som er på markedet, virker som de skal og viser sikre informationer.

Det er ikke muligt at vurdere, om FDA har ret i sine bekymringer på det foreliggende grundlag.

Men på et mere principielt niveau har den konflikt været under opmarch længe. En lang række initiativer indenfor helbred og sundhed vil snart ramme samme mur. Det handler om en helt fundamentalt ny forståelse af helbred og sygdom og af retten til at stille diagnoserne og forstå sygdommen.

Siden tidernes morgen har det været troldkvinder, medicinmænd, efterfulgt af munke, læger og forskere, som har stillet diagnoser og anvist behandlinger.

I den virkelighed, vi er på vej ind i, bliver det muligt for privatpersoner at teste sig selv, netop fx egne gener for mulige sygdomme, og få en viden, som ikke engang lægen har mulighed for at have. På samme måde vil blodtryksapparater og i videre forstand apparater, der stiller diagnoser baseret på målinger på kroppen, begynde at dukke op.

Det vil på den ene side åbne mulighed for et helt nyt niveau af viden og behandling. På den anden side vil det givet skabe nye bekymringer hos individer, der ikke er i stand til at tolke testresultater eller tænker kritisk og realistisk om sig selv.

Denne udvikling vil sætte hele den klassiske medicinske verden under pres – og med den myndighederne.

Diskussionen vil reelt rotere om, hvad vi som borgere har ret til at vide om os selv. Om der er viden, vi ikke kan tåle at få?

Det stof ingeniører laves af – direkte fra raketfolkene


De danske raketbyggere har, som mange ved, en blog på Ingeniøren, som udgør selve motoren i projektets offentlige ansigt og den crowdfunding og crowdsourcing, der har løftet projektets økonomi det første lange lange stykke, skrevet af hovedkraft Peter Madsen. Projektet har også en blog på Wired, som skrives af Kristian von Bengtson, projektets anden hovedkraft. Desuden køres på via Facebook og andre sociale kanaler.

Den samlede effekt er massiv interesse for projektet og deraf følgende vækst i finansieringen og igen deraf følgende øgede muligheder for succes med projektet. F.eks. bliver der nu råd til at udvide raketfabrikken med en hal lige ved siden af den oprindelige. Og det ender således med at raketprojektet ikke bare viser vejen til private rumflyvninger, men også viser, som Danmarks største og måske verdens største crowdfundede teknologiske projekt, vejen til en ny fremtid, hvor dem, der faktisk vil, kan udvike epokegørende teknologispring.

Nå, ovenstående var bare for at give lidt baggrundsfacts til dagens link og pointe: HEAT2X_preliminary_analysis_nov2013.pdf.

Rapporten på linket er et skud på, hvordan flyveforholdene bliver for den næste testraket i serien. Det er et afsindig dejligt stykke papir, som udmærker sig ved at være faktamættet og meget, meget konkret. Desuden krystalklart formuleret og overskueligt kort.

Det slog mig ved læsningen, at det er nøjagtigt papirer og data som disse, der i sin tid gjorde mig vild med teknologi. Den teknologiske verden hviler på beregninger, formler og figurer, som sammen med begrænsede ordmængder beskriver en virkelighed, f.eks. som her flyveforholdene for en raket. Teknisk retorik virker sådan – figurer og data skaber billeder.

Linket fortjener at blive delt ud til gymnasielever og alle andre, der vil snuse til rigtig teknologi.

Den slags rapporter kan skabe meget mere opbakning til ingeniørfaget end nok så mange andre initiativer.

2023: Findes Facebook, Apple, Microsoft og Google?


For nogle dage siden sagde Ole Kjeldsen, der er teknologidirektør i Microsoft Danmark, følgende til Computerworld:

“Den oprindelige vision med at bringe en pc ud på ethvert skrivebord er tæt på at være realiseret. Hvis vi udvider begrebet fra pc til ‘enhed’, så har vi alle sammen i dag flere devices. Så hvis man ser det klassiske Microsoft i det lys, så ja. Ikke at vi bryder med det – vi bygger oven på det.”

Det skete i artiklen Derfor eksisterer det gamle Microsoft snart ikke længere, som jeg gav mig i kast med at læse på grund af den interessante overskrift. Særligt er den interessant, fordi amerikanske bekendte er begyndt at tale om, at Microsofts dage må være talte og nu giver udtryk for, at Microsoft burde opløses, da det er spild af gode nørdressourcer at have dem bundet op i et hus, der tydeligvis bygger fortidens produkter.

De seneste Lenovo’er med touch-windows og lægge-ned skærm – halvt ipad, halvt pc er et eksempel, der får mig til at tænke den vej. Det ligner en 80′er-drøm, ikke 2013-computing.

Går vi bag ved, så står jeg stadig fast på forudsigelsen fra maj om, at PC’en er ved at være død. Beregningskraften er med tak til Moores lov snart stor nok i en ipad/mobil til at vi ikke behøver en PC. Faktisk varer det ikke længe før der er regnekraft nok i et armbåndsur.

Microsoft er jt. citatet i indledningen meget klart bundet til PC-bølgen. Og ligesom andre virksomheder, der er ved at blive “disrupted”, er også Microsoft klar over det og kæmper, men måske forgæves, for den nødvendige forandring er gennemgribende og meget vanskelig. Det hjælper ikke at købe en selvdød finsk mobilkoncern eller et indtil købet velfungerende globalt telefonsystem ;-). Så det er nok en rimelig sikker forudsigelse, at Microsoft har toppet og muligvis kan være helt væk om ti år.

Det handler om at have innovation nok – og det handler om at få innovationen ud til kunderne, inden en konkurrent gør det, bedre.

Apple: Iphonen, ipad’en, armbåndsuret, fjernsynet, app-storen, itunes. Bunker af innovationer. Men kan Apple gøre det igen, nu hvor det er mærkbart, at Steve Jobs har været væk to år?

Facebook: Den sociale tidslinje bliver pyntet med stadig mere bling. Chat har fået et populært gennembrud via Facebook. Men trods Facebooks enorme viden om sine brugere, er annoncerne primitive og mekanikken bag grov. For eksempel kontaktannoncer i bunker, bare fordi man ikke vil fortælle facebook om man har en kæreste.

Google: AI sender søgekvalitet mod nye højder. Ballonbåret netværk skal bringe internettet ud til klodens fjerneste hjørner. Robotbiler skal trafikere vores veje. Flyvende vindmøller skal lave strøm. Og kvantecomputere skal regne. Og måske er briller vores interface til computeren. Ray Kurzweil som ny teknisk direktør arbejder på at Googles algoritmer skal, virkelig i dybden, forstå vores sprog og vores ønsker. Som det lyder hos Forbes: “Kurzweil eventually wants to help create a “cybernetic friend” that knows what you want before you do”.

Så hvordan ser verden ud i 2023 baseret på innovation? Hvem af Apple, Google, Facebook og Microsoft lever stadig og hvad laver de?

Mit bud er at Facebook, Microsoft og muligvis Apple er gået innovativt i stå og dermed falder bagud. En poleret tidslinje, en touch-PC og en iphone med farvet cover er ikke fremtiden. Google viser omvendt en vilje til at investere ude på den anden side af det vildeste. Det sikrer ikke, at Google lever i 2023, men det øger unægtelig chancen.

Den hackede bil – nu uden bremser (Def Con)


For en uges tid siden blev nogle meget interessante “forskningsoplysninger” lagt frem på Def Con-hackerkonferencen.

I abstract for et indlæg står:

“We will first cover the requisite tools and software needed to analyze a Controller Area Network (CAN) bus. Secondly, we will demo software to show how data can be read and written to the CAN bus. Then we will show how certain proprietary messages can be replayed by a device hooked up to an ODB-II connection to perform critical car functionality, such as braking and steering.”  

Mere på Adventures in Automotive Networks and Control Units. (læg lige mærke til navnene: Talerne er ikke hvem som helst).

Se det, det handler om, er at der i biler sidder styrecomputere, som basically bestemmer over bilens hardware. Motoren, speederen, styretøjet, gearkassen, bremserne. Googles selvkørende Toyota Prius’er udnytter dette, at grundbilen kan styres elektrisk.

Men det, der nu er ved at tegne sig, er svarende til at VWs låse kan hackes. Nu er det bare hele bilen.

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad en internetopkoblet, fjernstyret robotbil kan (mis)bruges til.

Derfor er der også en del presse på det:

DefCon car hacking talk will detail how an outsider can “physically control” the vehicle

Software experts attack cars, to release code as hackers meet

To forhold springer umiddelbart i øjnene:

1. Bilproducenter er slet ikke vant til at tænke i hackersikkerhed. Det må de hellere se at få styr på.

2. Her er endnu en showstopper for robotbiler/robotter/alle andre automatiske, opkoblede maskiner i det offentlige rum.

Som altid bør vi agere klogt på nye teknologiske muligheder. Klogt betyder også at tænke sortere end de sorteste hatte og bygge vores teknologi, så den ikke laver ulykker.

Hvordan vil I konkret gøre det?

Så træt af emsige PC-programpushere


emsig

I mange år har jeg haft stor glæde af antivirusprogrammet AVG på min PC. Vel at mærke den gratis udgave, som i dag er kraftig nok til at holde de fleste ondskaber nede.

Forleden lod jeg mig friste af et tilbud om et systemscan – og der var der også lidt rod i registreringsdatabasen osv, AVG tilbyder så en lille utility, der rydder op. Man siger ja, men bevæger sig dermed ind i en markedsføringstragt af de værste.

Et scan senere og en reparation senere begynder softwaren at støje. Hver gang PC’en tændes kommer der popups om at der er mere, der kan gøres og man skal bare lige købe denne software. Ingen knap til at slukke popup, ingen afinstallering. Ingen mulighed for at stoppe larmen. Et par døgn senere fik jeg nok, gik i kontrolpanel og afinstallerede. Så kom der ovenstående farvel-melding op i min browser.

Den er smart.

Pludselig er prisen faldet. Pludselig nævnes lige noget om at der kan være hemmelige filer på PC’en, som jeg måske ønske slettet (det drejer sig naturligvis om underslæbet i firmaet, pornoen og brevene til elskerinden). Så der er både en trussel og et tilbud i det skærmbilllede.

Men jeg var hård, og ud røg tune up.

Det er fint at AVG gerne vil sælge. Det er ikke i orden, at de er så agressive.

I samme omgang afinstallerede jeg Microsofts helt ligegyldige Bing-toolbar, som en eller anden gang kom ind på pc’en som crapware. De siger også farvel med en side i browseren, vil gerne vide, hvorfor jeg forlader dem og tilbyder den ærlige svarmulighed, at jeg bare ikke gider bruge deres software. Hak ved den og jeg fik en mærkelig dansk/engelsk kvittering fra MS. Hverken i layout eller sprog er Microsoft på branchens topniveau, men point for at være ærlige.

Nå – det er jo mest underholdning, det her. Men hvis AVG en anden gang vil sælge mig noget, så skal de være høflige. Ellers er det slut med dem, nå!

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 1.154, der følger denne blog

%d bloggers like this: